En Flor af Roser skjænked
Jeg før min Hjertenskjær;
I Bedet jeg dem sænked,
Havedøren nær.
De skulde tidt dig pryde
Til Fest med deres Pragt;
Hver Busk skulde yde
En Rose til din Dragt.
Den ene skulde følge
Din Barm, der steg og sank,
Den anden halvt sig dølge
I Haarets Silke blank.
Den tredie skulde dukke
I Slæbets hvide Mol,
Den fjerde let sig vugge
Ved en ophæftet Fold.
Den femte skulde lænkes
I Bæltet, Hjertet nær;
Den sjette skulde skjænkes
Til den, du havde kjær.
Jeg gøded og jeg blanded
Om dem den sorte Muld,
I Tørke jeg dem vanded
Og dækked dem mod Kuld.
End kneise friskt og frodigt
De Roser, jeg dig gav;
Jeg freder dem sørgmodigt,
Som freded jeg en Grav.