Jeg elsker endnu denne Røst,
Som finder Veien i mit Bryst
Til hver en Streng, der tier,
Og vækker op til Livets Lyst
Ufødte Melodier, —
Elsker end Smilet paa din Kind,
Der smelter Isen i mit Sind
For hver en Knop, som blunder,
Og fyldt med Duft og Farveskin
Igjen tilbage stunder.
Jeg elsker end dit Aandepust,
Som har mig isnet og berust, —
Din korte, stille Latter
Og dette Blik, som har mig knust
Og sat mig sammen atter.
Det Blik, — hvor kjender jeg det godt,
Saa sværmerisk, saa fuldt af Spot,
Det straalerige, skjønne,
Som mer end nogen Verdens Drot
Mig endnu kunde lønne!
Jeg elsker endnu dette Blik,
Der nu kun som et Kaardestik
Med Trods og Haan mig maaler,
Elsker det mer end Livets Drik
Og mer end Solens Straaler!