Aldrig at vaagne nogen Morgenstund
Og se ved Dagens Glød igjennem Ruden
Det lyse Hoved slumrende paa Puden
Og disse Læber, aandende i Blund, —
Se denne Kind, hvorover Drømmeguden
Sin Afglands lægger, ungdomsfrisk og sund,
Og denne Haand paa Tæppet, blød og rund
Med blegblaa Aarer under Liljehuden!
Aldrig at vaagne saadan nogen Morgen,
At spørge: Skuffer mon en Drøm mit Øie?
Og svare: Nei! Jeg lever og jeg ser!
Fra Bondehytten op til Kongeborgen
Har Hvermand Sin; kan jeg dog aldrig bøie
Min Skjæbnes Jernspir? Aldrig — aldrig mer!