Hin Maaneskinsnat, — du mindes den end,
Vor Vandring ved Dugfaldstide?
Den gaar jeg i Tanken stadigt igjen
Og drømmer dig ved min Side.
Jeg lever det om, det Eventyr
Af Taager og Maaneskinsstrømme,
Da vi selv og Jord og Bølger og Skyer
Saa fagert syntes at drømme.
Teglgaardssøen er Maal for min Gang.
Forlængst er Solen alt nede;
Omkring den slumrende Præstevang
Sig Natteskyggerne brede.
Dagens forvirrede Stemme dø,
Kun Nattens sælsomme Lyde
Naae til os over den stille Sø,
Stemmer, som Ingen kan tyde.
Vi to staa oppe paa Dæmningens Vold;
Dybt fra den mørke Sluse
Høres forstærket mangefold
Vandet under os bruse.
Mat skinne Stjernerne kun ikveld,
Men Maanen har tændt sin Lampe;
Frem over Mark mellem Bøg og El
Sig liste de hvide Dampe.
Baarne af Luften langs Skovens Rand
Som en Hær af snehvide Falke
Seile de over det blanke Vand
Mellem Aakanders lukkede Kalke, —
Og glidende under Natvindens Tag
Ved Maanens koglende Flamme
Falder med Et ved et Trylleslag
De glindsende Fjederhamme.
Det vinker snart som en Liljearm
Fra Sløret, som mod os ruller,
Det løfter sig snart som en Svanebarm,
Snart som en blændende Skulder,
Det synker og stiger i Maanens Glands
Som et Aandehavs Bølgetoppe,
Det vikler sig ud i en luftig Dands
Som snehvide Pigekroppe.
Maanen strør sine Elvekorn;
Trindt, hvor Piskene springe,
Glimter det snart som et gyldent Horn
Og snart, som straalende Ringe, —
Og tydeligt klare sig for mit Blik
Alle de usikkre Syner;
Jeg ser i Hornet den luende Drik,
Der om Randen perler og lyner, —
Det blotter et Bryst mellem Søens Rør
Som to snebedækkede Poler,
Det smiler bagved det sølverne Slør
Med Øine som dunkle Violer, —
Det kalder i Sivet langs Søens Bred
Og fra Espens skjælvende Blade;
Jeg faar Lyst at prøve at træde ned
I Dandsen paa Søens Plade; —
Det hvisker trindt som et lokkende Chor,
En Trolddom, der vil mig drage,
Da taler du til mig et dæmpet Ord;
Det kalder mig atter tilbage.
Du staar ved min Side i Maanens Skin
Som jeg selv af Synet betagen,
Jer ser dine Øine, din Mund, din Kind,
Din Pande, fager som Dagen, —
Og jeg kaster et Blik imod Søen hen;
Bunddandsen sig atter taager,
De lette Gestalter vige igjen
I Flugt som svævende Maager.
Og let som Taagen paa Søens Vand
Gled hen og svandt mellem Sivet,
Saa gled vi begge fra Drømmens Land
Igjen tilbage til Livet.
Mig tyktes, en Skat du med havde bragt
Fra Badet i Trolddommens Vande,
Der var som en Alfeglorie lagt
Endnu om din klare Pande.