Tidt, naar vi vandred Arm i Arm
Igjennem Skoven ind,
Imens jeg følte mild og varm
Din Aande paa min Kind, —
Da syntes jeg, at mellem os
Et bundløst Svælg blev skabt,
Hvor alt mit Mod, min Harm og Trods
Stod stille og gav tabt, —
At Veien mellem os var lukt
Med mer end Bolt og Slaa,
At aldrig mine Tankers Flugt
Din Himmel kunde naae.
Nu sidder jeg alene her
Og drømmer Natten hen,
Og føler dog, jeg er dig nær,
Saa nær som aldrig end.
Og nu en gylden Bro jeg veed
Henover Dybet lagt,
Hvorpaa min unge Kjærlighed
Tør træde uforsagt.