Jeg burde vidst, den stærke Fugl,
Hvis Vinge jeg har stækket,
Fik nye Slagfjer i sit Skjul
Til Bod for dem, jeg knækked.
Jeg burde vidst, den Svane prud,
Stængt ind bag Burets Gittre,
End mægted at slaae Vingen ud,
Saa Væggen vilde sittre.
Jeg burde tænkt: det skeer engang,
Og kvalt den, om jeg kunde;
Nu har den Luften fyldt med Sang,
Saa neppe jeg kan blunde.