Det skumrer over Bølge, det tystner over Land,
Paa Bøllemosen Tuerne dampe;
Men Lysalfer vogte ved Vesterhimlens Rand
Skjærsommerlysets evige Lampe.
I Florgevandter svøbt, uden stjernesmykt Bræm,
Gaaer Sommernattens Dronning over Lande,
Og ensom i sin Pragt gjennem Slørene frem
Straaler en Diamant paa hendes Pande.
Men ud fra hin Karfunkel, hendes eneste Klenod,
En Strøm gaaer ned af Salighed og Hvile,
Af tause Melodier, hvis vuggende Flod
Faaer Blomsterne i Drømme til at smile.
— O, Fred, jeg ikke kjender og eier i mit Sind,
Hvor maa du være skjøn uden Lige,
Naar ikkun dine Vingeslag, der streife min Kind,
Et Øieblik faaer Skyggen til at vige!