I Vaaren knoppes en Lind saa grøn
Med Lilier og Martsviol;
Derunder sidder en Jomfru skjøn
Og syer mod den klare Sol.
Selv er hun ligest en Sol i Vaar,
Som Æblet er hendes Kind;
Naar hun for Speilet slaaer ud sit Haar,
Det falder som Blomster fra Lind.
Selv er hun et Speil udaf renest Glar,
Der kjender ei Plet og Brist;
Hun leger paa Streng med en Haand saa snar,
Som Solen paa Lindens Kvist.
Som Solen fanges af Lindens Blad,
Saa fængsler hun Sands og Sind,
Saa har hun mig bundet med Tryllekvad
Og fanget mit Hjerte ind.