Ernst von der Recke (1848–1933)

Maanen skinner paa min Hovedpude,

Ligesom den siger mig Godnat;

Grenene bevæge sig derude;

Ruden er med Blomster helt besat.

Moder sover. Fader sidder oppe;

Mon han skriver noget Nyt paa Vers? —

— O, den Maane! Lutter Smaalys hoppe

For mit Ansigt rundt paa Kryds og Tværs —

Haver — Træer af Sølv og store Skove —

Alle Blade Sølv i Maanens Skin,

— O, nu var jeg ligeved at sove!

Døren gaaer; nu kommer Fader ind.

Tys, nu gaaer han rundt om vore Senge.

Nu er det ved Moders Seng han staaer;

Lyset gjør mig ondt; nu staaer han længe

Der og seer paa hendes smukke Haar.

Nu gaaer Fader atter ind at skrive;

Ganske sagte lukker han sin Dør.

Blot der var en Fe, som vilde give

Mig den Have, som jeg havde før!

— Tulipaner, se! Og gyldne Floder!

Perler ligge strøet paa Flodens Bred;

Der — i Færgebaaden sidder Moder,

Og hun vinker, jeg skal komme ned —

O, hvor hun er smuk! Det er, som Vinger

Bære hende paa det blanke Vand!

— Moder! Tag imod mig, naar jeg springer!

Saa — Farvel — nu glide vi fra Land —