Der voxed frem under Søros Tag
En Krands af Blomster i Læ for Vinden;
Og Vaarens sværmende Vingeslag
Gav Glands til Øiet og Lød til Kinden.
Og Lykken blandt dem
I Stilhed spandt dem
Den røde Traad, som usynligt bandt dem
Tilsammen fast.
Og kan det undre en Blomsterven,
At Havens Eier samt Peter Hansen
Seer skjævt til mangen letsindig Svend,
Som nok gad skille et Led fra Krandsenr
At den, som høster
En Knop, dog ryster
Fra Rosen selv og fra hver en Søster
En Taare ned?
Thi Gartnerøiet, som til dem saae,
Og Gartnerhaanden, som om dem værned,
Som Væxten freded, mens de var smaae,
Og fælles Farer fra Bedet fjerned, —
Og fælles Glæde
Ved Sol og Væde
Er Alting Led i en Mindekjæde,
Som binder fast.
Og Stærens Fløiten og Droslens Slag
Og Strømmens Gang under Kystens Banker
Og Snekken under det kjendte Flag
Er Minder, der sig om Hjemmet ranker,
En Skat, som gjemmes
Og sent vil glemmes,
Et samlet Billed, der aldrig skjæmmes
Af nogen Plet.
Men er her flettet en Mindekrands,
Saa tag den med dig til Sveas Strande
Og lad dem smykke med samme Glands
Som Brudekrandsen ikveld din Pande,
Og lad den drage
De svundne Dage
I Ve og Vel for din Hu tilbage,
Men mindst i Ve!