Nu fløite Stær og Finker,
Og Spætten hamrer løs,
Mens over Stier og Brinker
De brune Knopskjæl strøes.
Af Skovens Vinter hæve
Sig lyse Foraarsøer;
Fjernt om dens Lok sees svæve
Et grønligt Brudeslør.
Ak, — stiger nogensinde
En Ø, jeg kalder min?
Vil selv engang jeg vinde
En Brud mig under Lin?