Ude Bladet falder
I vort Sommerly;
Tidens Vexel kalder
Andre frem paany.
Ogsaa han, hvis Minde
Samler os i Rad,
Er af Gaardens Linde
Som et velkjendt Blad.
Er et Blad, som fredes
I vor Mindekrands,
Medens andre spredes
Vidt for Vindens Dands;
Mellem gamle Sange
Fra vor Ungdomshavn
Sent i Tider trange
Gjemme vi hans Navn.
Gjennem disse Sale
Strømmer Tidens Elv;
Fjernt til andre Dale
Har den ført os selv.
Dog kan Strømmen samle
Mangen lille Bæk
Her omkring den Gamle
Med de milde Træk.
Staa da der til Minde,
Se de lange Aar
Nu som fordum rinde
Paa din kjære Gaard, —
Vær som før ved Kjerter
Og ved fyldte Glas;
Dog i vore Hjerter
Har du bedre Plads.
Staa da der til Minde, —
Præget i Metal,
At dit Navn maa binde
Sig til denne Hal,
At din Sjæl man kjender
I de Unges Chor,
Naar i Kvelden Venner
Bænkes her om Bord.
Staa da gjennem Tiden
Her som Mindets Vagt,
Der kan melde siden
Om vor egen Pagt,
Melde, naar de Gamle
Spredes vidt og bredt,
Hvad der kunde samle
Hjerter her til Et!