Det springer nu saa vidt om Land,
Det gaaer med Rygtet over Strand,
At han er vendt tilbage;
Han staaer paa Tærsklen i sin Gaard
Med Glød paa Kind, med Glands om Haar,
Stærk som i gamle Dage.
Hans Øie glider Kredsen rundt,
Imens han drysser ud et Bundt
Af luegyldne Pile;
Og Bruden bag sit Enkeslør,
Der sorgfuld sad blandt sine Møer,
Sees første Gang at smile.
Lang Tid hun væved, mørk og sky,
Rev op og væved om paany
Hans hvide Dødningklæde;
Endnu hun neppe troer sit Syn,
Da Sorgens Nat som ved et Lyn
Er klaret op til Glæde.
Og Skyggerne, som trængte ind,
Som bragte Angst i hendes Sind
Og hærged hendes Rige,
Som trodsigt fyldte hendes Borg
I lange Tider op med Sorg,
Angst for hans Øie vige.
Dagkongen staaer i Purpurskrud
Og drysser af sit Kogger ud
De gyldne Straalepile,
Og Bruden bag sit Sørgeflor,
Den gamle, evigunge Jord,
Sees atter mod ham smile.