Paa Numburg Landgrev Ludvig
Sad herrestolt og trygt;
Med Taarn og Spir og Svaler
Stod Borgen nylig bygt.
Vidt over Thüringlandet
Den skued fra sin Tind,
Saa fast som „Jern-Ludvigs”,
Dens Herres, eget Sind.
Nu i den fagre Sommer
Den straaled, smykt til Fest
For Tydsklands Keiser Fredrik,
Hans Maag, som der var Gjæst.
Trindt om den gulned Agren
I Fred med den som Vagt,
Mens Hoffet korted Tiden
Ved Gjæstebud og Jagt.
Paa Svalen Barbarossa
Hos Borgens Herre stod;
Med kyndigt Blik han maalte
Dens Væxt fra Tind til Fod:
„Vel har du bygt, min Frænde,
Din Borg med Sal og Bur;
Kun tykkes det mig Skade,
At den har ingen Mur!”
Gjenmæled Landgrev Ludvig:
„Jeg har ei Trang dertil;
Men i en Hast kan Muren
Staae bygt, saasnart jeg vil.”
Hans Gjæst sit Hoved rysted:
„I Hast kan knap det skee.”
Dog Svaret lød: „Jeg bruger
Mindre end Dage tre.”
„Umuligt!” udbrød Fyrsten,
„For kort blev Fristen, Mand,
Om saa du hid fik stævnet
Hver Murer i mit Land!”
Men Jern-Ludvig smiled:
„Som sagt, hav ingen Sorg;
Paa trende Døgn skal Muren
Staae færdig om min Borg.”
Skalmeier klang og Vinen
Gik perlende om Bord,
Mens ilsomt vidt om Lande
Borgherrens Lønbud foer.
Man saae ei Stene slæbes,
Ei Travlhed eller Hast,
Imens ved Leg og Bægre
Ordskiftet glemtes fast.
Det var paa tredie Dagen
I aarle Morgenstund,
Da vaktes Barbarossa
Paa Leiet af sit Blund
Ved Hovedgjærdet bøiet
Landgreven for ham stod:
„Nu vaagn og se, Hr. Keiser,
Om ei min Mur er god!”
Op sprang da Keiser Fredrik
Og korsed sig dertil:
„Hvis ikke nu du lyver,
Har Djævlen her sit Spil!”
Barsk steg han ned ad Trappen
Med sammentrukne Bryn;
Med Et hans Pande klared
Sig ved et uvant Syn.
Thi rundt om Borgen drog sig
En Mur som hamret Staal
Af stærke Mænd i Plader
Fra Isse ned til Saal.
Som Sten i Muren tause
Ridder ved Ridder stod;
Han saae ei En at fattes
Af Landets bedste Blod.
Og hvor hans Blik ham viste,
Der trængtes til et Taarn,
Skudt frem blandt dem sig høined
En Greve ædelbaarn:
Schwarzburg og Gleichen, Stolberg,
Mansfeld og mange Fler
Var her, hvad ellers bygget
Af Sten og Kalk man seer.
Trindt straaled Adelsmærker,
Som Roser groe af Torn,
Hist Orlamündes Løve
Her Salzas Vædderhorn;
I tusind Hjelme speiled
Sig Gryets Purpurbrand,
Og hvert et Banner flagred,
Som vinked det: Kom an!
Da udbrød Barbarossa:
„Nu, ved mit Kongesværd!
Ei saae jeg nogensteder
Saa stolt en Mur som her.
Sligt Bolværk om en Fyrste
Opveier Vold og Grav;
Hav Tak, min bolde Frænde,
For Lære, du mig gav!”