Hvor Volmefloden tømmer
Sig i den blanke Ruhr,
Øverst paa Klippen drømmer
Endnu en gammel Mur;
Vidtud i Øst og Vester
Over den fagre Egn
See end de stolte Rester
Af Borgen Volmestein.
Urokket Taarnet speider
End over Bjerg og By,
Som det i Fred og Feider
Gav Slægten Væxt og Ly.
Over dets Kæmpetinde
Skred hen sexhundred Aar;
Nu groer kun Græs derinde
Og Sagn i Borgens Gaard.
Det hvisker om de bolde
Grever af Volmestein,
Hvis Bannere og Skjolde
Bar Kløverbladets Tegn,
Det nævner Pryd for Stammen
En Helt, som bar sin Brud,
Alene, gjennem Flammen
Af Røverreden ud.
Det klinger endnu dæmpet
Om Bægre, som er tømt,
Om Arme, som har kjæmpet,
Om Hjerter, som har drømt,
Om Dans, som gik paa Tillie,
Om Jagt og Feidebud,
Men mest om Slægtens Lilie,
Agnes, dens sidste Skud:
I Keiser Ludvigs Tide
Holdt Hus paa Volmestein
Grev Diedrich, æret vide
Over den Mark’ske Egn.
For Slægtens Magt at stække
Hans Grande, stærk og bold,
Goddert, Ridder af Recke,
Drog frem med Avindskjold.
Stridt blev fra Dal til Tinde
Og veget Fod for Fod;
Dog Lykken dennesinde
Gik Borgens Mænd imod.
Tilsidst sig fandt dens Herre
Bag Muren indelukt,
Saae Fjenden Veien spærre
Og Haab om Bistand slukt.
Med Gru hans unge Datter
Fra Gluggen Striden saae;
Der mødte Blikket atter
Den Helt, hun tænkte paa.
Før saae hun ikkun skinne
Ved festlig Leg hans Skjold;
Nu gjæsted gram som Fjende
Han hendes Hjem med Vold.
Let blev dog ei at tage
Det stærke Volmestein;
Skudfast det gav tilbage
Hver Sten- og Pileregn;
Og først da Hungers Plage
De Gjæve knuged haardt,
De bad om Lov at drage
Med ærligt Leide bort.
„Det jer forundt skal være,”
Gav Goddert Svar paastand;
„Hvad Gods Enhver kan bære,
Han med sig tage kan.
Dog mærk, paa det I føre
Formeget med jer ei,
At mig skal det tilhøre,
Som falder paa jer Vei.” —
Det var ved aarle Morgen,
Da Porten op man slog,
Og ud fra Klippeborgen
En Skare sorgfuld drog.
Tungt skred den over Græsset
Ad Bjergets krumme Sti
Med sære Byrder læsset
De Seirende forbi.
Vist under Brynjens Ringe
Dybt brændte Harmens Glød,
Naar Fjenden ei saaes tvinge
Et Smil ved deres Nød.
Med Et dog tvang et Skue
Hvert Smil fra Læben ned,
Da gjennem Portens Bue
Borgherren langsomt skred.
To Skatte han alene
Tog med i Sorgen svar:
Sit Skjold, det pletfrie rene,
Paa venstre Arm han bar;
Som ved sin Vagt beskyttet
End lyste Mærket stolt;
Ved høire Haand han støttet
Den væne Datter holdt.
Med Panden bleg og sænket,
Men end i Nøden fast,
Ei nogen Fjende skjænked
Hun blot et Øiekast.
Tyst vandred fremad begge
Forbi den barske Hær,
Hvor Ridderen af Recke
Stod lænet til sit Sværd.
Fastgroet, som en Bøie
Var smedet ham om Fod,
Han fulgte med sit Øie
Det unge, fagre Blod;
Dog, som om Blikket brændte
Og useet drog med Magt,
Mod ham med Et hun vendte
Sit eget, sky, forsagt.
Og, som et Lyn saa fage
Slaaer ned et Abildtræ,
Hun veg et Skridt tilbage,
Hun snubled, sank i Knæ.
Men før et Nu fik Ende,
Var Goddert hende nær,
Hans Arme løfted hende:
„Mit er, hvad falder her!”
Maalløs, med mørke Blikke
Hr. Diedrich for dem stod;
Dog Spot ei tyktes ligge
I Fjendens aabne Mod.
Han saae ham Haanden strække,
Et Smil drog om hans Mund, —
Og Striden mellem begge
Var endt i samme Stund.
Kort Savnet blev for Borgen
Af hver en husvant Gjæst;
I Glæde drukned Sorgen
Ved Agnes’ Bryllupsfest.
Endnu om Pagten minder
En Stamme rig og bold,
Og Kløverbladet skinner
End hegnet i dens Skjold.