Der gik et Suk gjennem Danmarks Land
Og over dets Belter og Sunde.
Hvem var det, vi misted nys? En Mand,
Som Danskens Ry paa det stride Vand
Har meldt med flammende Munde,
Hvis Navn er skrevet paa Verdens Sø,
Hvis Minde hos os kan aldrig døe.
Han kunde ei bøie vor Skjæbne haard;
Det laa ei i Menneskers Evne;
Men dog var han den, som bar høit i Gaard
Den feireste Krans af hin mørke Vaar
Hjem fra det blodige Stævne,
Som i vort Bæger i bittrest Nød
Den eneste lindrende Draabe gjød.
Og ham, som siden, hvor Laurerne groe,
Ved Lissa dem vandt om sin Pande,
Ham lærte han fra sin Commandobro,
At Dansken kjender af Kaar kun to
I Dyst paa de brusende Vande:
At her end Veien til Seir han veed;
Hvis ei, — saa kun Vei tilveirs eller ned.
Dog nu, mens Dannebrog sidste Gang,
Den Dug, han værged med Hæder,
Sorgfuldt sænket og halvt paa Stang
Hilser ham paa hans Vandring lang
Mod fjerne, lysere Steder,
Hvor ingen Strid man om Grændser veed,
Hvor Fjender kan mødes i Enighed, —
Her, mens vi flokkes om Heltens Grav
Og Sindet til Vemod stemmes,
En Blomst af den Seierskrans, han os gav,
Tør vies den Slagne, kjæk og brav,
Af hvem hans Hæder ei skjæmmes;
Og det skal siges, at Tegetthoff
Og han var Kjæmper af samme Stof.
Det var paa Corfu, Aaret dernæst,
De To skulde sammen findes;
Der feired „Schwarzenberg”s Chef en Fest,
Da han havde vor fra „Niels Juel” til Gjæst,
Og taled Ord, som skal mindes:
„Fra sidst, vi mødtes, var det min Trang
At trykke Seirherrens Haand engang!”
De mødes igjen, — paa den fjerne Strand,
Hvor intet Nag dem vil følge,
Mens vi vemodigt ved Gravens Rand
Spørge: Naar rider hans Eftermand
Igjen med Seir over Bølge?
Saa følge Æren hans Minde her
Og Fred ham hisset i Morgenskjær!