Det Tiden var, paa Kræfter rig,
Ved Idræt stor i Fred og Krig,
Da Ridderaandens sidste Glød
Som i et Brændpunkt sammenflød
Og med sin fulde Aftenglans
Laa samlet endnu om Kong Frants, —
Da, som i nordlys-randet Nat,
Det svundne Døgn, hvis Maal var sat,
End før dets sidste Pragt saaes flye,
Flød sammen med det unge Gry,
Som dæmred over Alpetop
Fra Wittenberg og Wartburg op.
Det Tiden var, som bød Kong Frants
Snart Blomsterfest, snart Sværdedands,
Da Rosso’s og Cellini’s Haand
Gav Malm og Stene Liv og Aand
Og trylled Frankrigs Herredom
Brat til Morganas Verden om, —
Det Tiden var, da Kongen Gaard,
Som lukket var syvhundred Aar
For Skjønheds Smil, for Mø og Viv,
Lod Porten op for Lys og Liv.
Og som den friske Foraarsvind
Med Jubel strømmed Skaren ind;
Berusende som Druens Blod
Sprang Glædens Væld ved Tronens Fod.
I Letsinds Rus, i Skjønheds Favn
Var Trøst og Bod for alle Savn;
Trods Pestens Svøbe, Krigens Staal,
Var tændt et evigt Glædesbaal.
Mens fjernt i Tydsklands Keiserstad
Den fine Hersker, lidet glad,
Med furet Pande Dag og Nat
Forgjæves samled Guld i Skat,
Forødte klogeligt man her,
Hvad der var Kongeriger værd:
Mens hist for Sandheds Perlefin
Man Sværdet drog, — Enhver for sin, —
Saa taaltes ingen Mislyd her,
Hvor alt var Lys og Rosenskjær,
Hvor Løsnet var: de Skjønnes Skaal!
Hvor Nuet kun var Livets Maal,
Hvor for en Drøm, et fagert Digt
Man offred gjerne Dyd og Pligt.
Der var ei Lov med smaaligt Krav;
Frit tog man der, og frit man gav;
„Mit eller dit” ei spurgtes om:
Alt Skjønt var Fælleseiendom.
Og midt i Hoffets Blomsterflok,
Hvor der var Skjønhed mer end nok,
Blandt hundred Damer, som saae til
Ved Løvekamp og Ridderspil,
I Dans til Horn og Klarinet,
I Masketog og ved Banket, —
I Kransen her af Tusindfryd,
Som samled Alt fra Nord til Syd,
En Rose var for alle da
Den straalende Françoise de Foix,
Misundt af Damer Rækken lang
Og hyldet af hver Digters Sang
Som Morgenrøden selv, der steg,
Og i hvis Lys hver Stjerne veg.
I denne Trylleverdens Vold,
Som overstraaled tusindfold
Hvert Kvad, som er af Skjalde lagt
Om Tafelrundens Ridderpragt, —
Ved Dag i Telt af Silke blaa
Besat med Nattens Stjerner smaa,
Ved Kveld i Guldmorstjeldens Ly,
Hvis Glans fik Mørket til at flye,
Var hun Gudinden, ved hvis Gang
Alene Kongens Øje hang.
Snart i de tusind Kjerters Glød,
Mens alle Instrumenter lød,
Ved Fauners og Dryaders Fest,
I Jagtens Hede, høit tilhest, —
Snart under Parkens Kjæmpetræer
I Foraarsduft og Maaneskjær,
Hvor fra Fontænens Væld i Ro
Ikkun en Bronce-Satyr lo,
Og Nymphen, som af Urnen gød
Sin Strøm, kun Nattens Stilhed brød,
De To hinanden altid fandt
Og vexled Ord og lønligt Pant,
Mens begge af hinandens Blik
Drak samme hede Elskovsdrik.
Og naar af Tumlen træt en Stund
Han flygted til den tause Lund,
Hvor skjult af tættest Krat i Ro
Et Jagtslot stod, et enligt Bo,
For der at glemme Vaabenklang
Ved Lyd af Nattergalens Sang, —
Var hun kun den, hvis Øines Skjær
Ham lysted ei at savne der;
Hvor han drog ud, hvor han drog ind,
Ham fulgte hun som Hjort en Hind.
At Ingen skulde komme nær
I Glans den Viv, som var ham kjær,
Han havde hendes runde Arm
Og Haand og Hals og hvide Barm
Med straalende Klenoders Vægt,
En Regn af roden Guld, bedækt,
Og hendes Pande, stolt og klar,
Et Fyrstedømmes Rigdom bar.
Paa hver en Ring og gyldent Baand,
Formet af Primaticcio’s Haand,
Var ristet ind et Elskovssprog,
En vinget Tanke lagt i Aag,
Et flygtigt Længselssuk i Hast
Lænket blandt Guldets Straaler fast,
Et Kvad, i Lykkens Timer drømt,
Mangt Ord saa brændende, saa ømt,
Som nogentid af Elskovs Glød
Er i et Kongehjerte fød.
Og af de flammehede Ord,
Duftfyldte som Jasminens Flor
Og brusende som Vin i Skum,
Var „Glem mig ei!” den hele Sum.
Dog mens hun stolt og uforsagt,
Tryg ved sit Mod som ved sin Magt,
Vis paa sin Elskers Kjærlighed
Igjennem Hoffets Tummel skred,
Foragtende de tusind Net,
Som Avind spændte, aldrig træt, —
Hun saae ei Grunden, hvor hun stod,
Udhules tyst ved hendes Fod.
For hendes Elskers Flagresind,
Der drev ham som et Skib for Vind
Paa Eventyr fra Havn til Havn,
Var aldrig Fred i Nogens Favn;
Langs denne Strøm, han gynged paa,
Hver Blomst mod sig han aabnet saae,
I dette Vaarbed, solforgyldt,
Hver Kalk for ham var nektarfyldt.
Thi maatte hun, der stærkest tvang
Hans Hjerte, kjende selv engang
Hin Nemesis at see til Slut
Sig for en Ringere forskudt.
Om dulgt, i Ensomhedens Skjød
Maaske der bittre Taarer flød,
Det veed man ei, — end lys og klar
Hun, den Forsmaaede, Panden bar,
Endnu som Ingen høit og stolt
Sit Hoved hun for Verden holdt;
End svandt som før nær hendes Stol
De Andres Glans som Dug for Sol,
End følte dybt med Nag iløn
Medbeilersken, at hun var skjøn.
Som var i hendes Smykkers Pragt
Bestandigt skjult en Tryllemagt,
Saae hendes Fjende fuld af Harm
Dem straalende paa Bryst og Arm.
Og som for Kongen hvert et Blink
Af hine Smykker var et Vink,
Minder om hvert et fagert Ord
Og hver en troløs Ed, han svor,
Saa ulmed i hans eget Sind
Et Nag ved deres Gyldenskin,
Og listigt Elskerinden gjød
Dybt i hans Sjæl en Vredesglød,
Til han med Ilsind skikked hen
Et Bud at kræve dem igjen.
Forlegen i Françoises Hjem
Bar Ridderen sit Budskab frem;
Maalløs et Nu Grevinden stod;
Til Hjertet strømmed hendes Blod.
Dog hurtigt kold og tankesnar
Gav uden Skjælven hun til Svar:
„Tre Dage skjænk mig blot, til Alt
Jeg samlet faaer og eftertalt.”
Tre Dage svandt — med Bud igjen
Hofmanden tren for Kongen hen
Og satte for ham uden Ord
Et lukket Smykkeskrin paa Bord.
Han aabned det og rynked Bryn:
Der blinked Guldet for hans Syn
Støbt til en Barre tung og stor,
Og vedlagt kun de korte Ord: —
„Tag Guldet her i uskadt Vægt;
De Sprog, hvormed det før var dækt
Dybt i mit Hjerte ristet staae;
Der søg dem, om Jer lyster saa.”
Til Kongens Kinder Blodet steg,
Og han blev rød og atter bleg.
Mens tusind Minder i hans Sind
Med Magt igjen sig trængte ind,
Bød han af Skam og Anger fuld:
„Bring atter Fruen dette Guld.
Vel burde hendes Sind jeg kjendt;
Det Dobbelte jeg vilde sendt,
Om jeg tilbage kunde faae
De Ord, som engang stod derpaa!”
Ei mer i Fontainebleau og Biois
Ved Hove saaes Françoise de Foix,
Og Sagnets Skumringsslør har lagt
Om hendes Liv sin mørke Pragt.
Spredt glimter i en enkelt Rift
Imod os kun den sære Skrift
Om Riddertidens Aftenrød,
Hvor Skjønhed soned, hvad den brød.