Ved Afsløringen af Mindesmærket for J. J. A. Worsaae
Den 15. August 1889
Den 15. August 1889
I.
Denne Plet hans Virken saae,
Disse Sten hans Fodtrin gjemme;
Her, hvor end hans Aand har hjemme,
Her skal og hans Billed staae.
Ikke Mindet dog betroes
Skal til Kunstens Værk alene:
Anden Bronce, andre Stene
Tale vil til Tider sene,
Nævne Worsaaes Navn med Ros.
Ære Hver, hvis Træk som hans
Vil i Hjerter længe dvæle;
Ikke dog hans Eftermæle
Visne vil med Venskabs Krans:
Selv han til dets Værn har sat
Tanker, der hans Navn vil bære,
Der til hans og Danmarks Ære
Tælles med som Perler skjære
I Culturens Tempelskat.
Kunde her ei Livets Frist
Tømme ud hans Tankers Kilde,
Hvad os gav hans Granskersnille,
Vidnes skal, var Nok forvist:
Fjernt han anet har et Land,
Har i Mørke frem mod Maalet,
Furen brudt med Plovskjærstaalet,
Traadt et Spor, som dagomstraalet
Nu vor Forskning vandre kan.
II.
Frisk omkring Danmark synge Havets Vover
Selvsamme Sang;
Slægter og Stammer skiftende derover
Gik deres Gang.
Drotter bar Havet hid med Herrefølge,
Daad har de øvet, Helte blev de kaldt —
Bølge jaged Bølge,
Slettet er Alt.
Dysserne stirre langligt over Havet, —
Mindet blev Skum;
Plovjernet finder Runeguld begravet, —
Runen er stum.
Flækker og Kiler frem af Mulden bryde,
Samlerens Skab i Varetægt dem faaer —
Fundene at tyde
Ingen forstaaer.
Da trængte hans Blik gjennem Fortidens Graa,
Det lysned i Mulmslørets Rifter:
Hvad Andre som smuldrende Rester kun saae,
For ham var det levende Skrifter.
Og alt som han tyded dem Blad efter Blad,
Steg henfarne Tider i Række og Rad
For Dagen med Liv og Bedrifter.
Med Undren da stirrede Forskerne hen
Mod Landet, det lille og lave,
Da Høien gav Hedenolds Slægter igjen
Og Mosen sin viede Gave.
Mens Skatte han løste af Tusindaars Baand,
For Alle dog freded hans skjærmende Haand
Om Fædrenes Minder og Grave,
Lad Meget end fattes, før Værket er endt,
Mens fort paa hans Grundvold vi bygger, —
En Glans har han kastet, et Lys har han tændt,
Som skinner blandt Nutidens Skygger;
Og Danmark, som nævner ham endnu med Savn,
Vil ære hans Gjerning og gjemme hans Navn
Blandt dem, som dets Mindehal smykker.