Tro ei, Godtfolk, at ikke jeg har sandet,
Hvad Værd der er i denne rige Skat,
Af Sandhedsguld, I har os efterladt,
Om jeg end kalder det for noget Andet.
Det kan nok gavne, naar det bliver blandet;
Blot ønsker jeg i Statens Love sat
Et Paabud, at det kjøres ud ved Nat
I lukket Vogn, til Brugen særligt dannet.
Som sagt, jeg troer, der voxer noget Godt
Af denne Rigdom, naar den spredes ret
Og man faaer pløiet ned det hele Væsen.
Til det er skeet, jeg forbeholder blot
Mig Retten, hvor jeg maa passere tæt,
At holde mig Tørklædet op for Næsen.