Ernst von der Recke (1848–1933)

Det var paa en Dag i den tidlige Vaar,

Før Stæren sang i vor Urtegaard

Og Isblomstens Tid var omme,

Mens Paaskelilier og Martsviol

End bied paa Solens Komme,

Da flyttedes bort under fremmed Sol

Danmarks fagreste Blomme.

En Kveld det var, da for ublidt Veir

„Slesvig” gled ud ved Fakkelskjær,

Mens Skytset sang Afskedsmessen;

Der krigedes ei om de Danskes Borg,

Der gløded ei Kugler i Essen;

Dog Taarer, delte af Glæde og Sorg,

Fulgte ombord Prinsessen.

Men blanded Sorg i den danske Vang

Ved Tanken om hende sig første Gang

Med Minder lyse og bløde,

Det meldes, at for hendes nye Hjem

Hun kom som en Morgenrøde,

At alle Hjerter, hvor hun drog frem,

Med Lyst fløi hende imøde.

Det vides, at Ringe saa fuldt som Stor

Har glædet sig ved hendes fagre Ord

Som ved hendes ædle Billed;

Dets Mildhed har lyst i lavest Vraa,

Dets Glans om Thronsalen spillet;

Der randt ei Taarer, hun nogensteds saae,

Som ikke hun gjerne stilled.

Henrundne er fem og tyve Aar;

Sølvkransen har smykket Brudens Haar,

Før Kronen det kunde forgylde;

Endnu dog fager og rank hun staaer

I Glans og i Høiheds Fylde;

Endnu som i Ungdoms første Vaar

Hun Alles Hjerter kan trylle.

Og endnu hviler i Hjemmet her

Om hendes Billed et vaarligt Skjær

Af Minder, som Folket gjemte.

Har nu det store ved Themsens Bred

Sølvbryllupsharperne stemte,

En Hilsen sender med Kjærlighed

Det lille, hun aldrig forglemte.