Til Dronningen
d. 7. September 1887.
d. 7. September 1887.
Det drømte Drotten, som engang bød
Stolt over Mediens Rige:
Der voxed høit af hans Datters Skjød
Et Træ med Vælde i Solens Glød,
Som fandt end aldrig sin Lige;
Dets Krone bredte sig frodig stor
Og overskygged den halve Jord.
Vel kunde Du, Dronning, faur og fin
Som Rosen i Ungdoms Dage,
Gjort Oldtidsherskerens Drøm til Din
Hin Mai, da Du under Brudelin
Drog ind til Din høie Mage:
Se, Stammen nu, som fra Dig udsprang
Har Riger under sit Bladehang!
Dens Grene spænder i frodig Flor
Om Themsens og Amurs Floder;
Fra Isens Hjem i det høie Nord
Til Indus’ Palmer og Hellas’ Jord
Fyrster Dig kalde for Moder;
Det Land, som standsede Kyros’ Tog,
Lyder Dit Afkoms Herskersprog.
Hid stævner Ætten fra Øst og Vest
Nu over de blaanende Vande;
Dem Alle samler Din Fødselsfest;
Thi her, Din Kjærligheds Kilde næst,
De lærte forvist at sande,
At Broderbægret, de deraf fik,
Gjemmer for Riger en Sundhedsdrik.
End samler Arnen, hvor Du holdt Vagt,
En Kreds i sorgløse Drømme;
Den Traad, Du her har i Tvinde lagt,
Den kytter endnu en Hjertepagt
Over de stride Strømme,
Den drager Alt med usynligt Spind
Mod Fredens blomstrende Verden ind.
Tag her vor Pris i en dæmpet Sang,
Dannemarks høie Frue!
Mens Skytset tordner for Dronningens Rang,
Mer hædres Du dog ved en sagte Klang
I Slot som i borgerlig Stue:
Som Kvinde saae vi Dig bedst og størst,
Og hende feirer vor Hjerte først!