Landflygtig Glæden var paa Jorden,
Forfulgt med Ild og Sværd;
Omsider tyede hun til Norden
At finde Fristed der!
Did flygted’ Frihed, Lys og Fred;
Hun gaaer i deres Fied.
Hun længe vildsom her omvanker
Med sorgbetynget Sind;
Paa mangens Dør hun ængstlig banker,
Men lades aldrig ind;
Tit Tvedragt, Tvang og Kiedsomhed
Gav hende kort Beskeed.
Hun nu til vores Dør sig lister
Med tunge Vandrestav;
At banke hun ei meer sig drister,
Hun er for tit viist af.
En lønlig Drift den Stakkel dog
Tit hen til Døren drog.
Vor Skytsaand, Venskabs, Øie falder
Paa denne sørgende;
Strax hun sin Søster Uskyld kalder
At komme hid og see.
Fro fandt de tvende Gratier
Den tabte Søster der.
Hun hører, kiender deres Stemme,
Og er i deres Favn;
Fro i hinandens Arm de glemme
Det overstandne Savn;
Dog lover hver den anden glad,
Ei meer at skilles ad.
O! maatte Uskyld, Venskab, Glæde
Bestandig throne her!
Og daglig dette deres Sæde
Faae meer og mere kier!
Thi leve, leve, leve hver,
Hvis Idret dette er!
Rahbek.
