Hvor kan man paa Guds skiønne Jord
Vel leve misfornøiet?
Jeg seer mig om fra Syd til Nord,
Og Glæde møder Øiet.
Jeg henrykt seer og lytter til
Naturens blide Skuespil;
Og rundten om mit Øre
Kun idel Fryd kan høre.
Er Vaaren ikke deiligt grøn,
Og skyldfrie Leges Moder?
Er Sommerdagen ikke skiøn,
Og uden Tal dens Goder?
Og Byens Børn om rige Høst
I Høst boltre sig med Lyst;
Om Vinterdag med Glæde
De flyve frem i Slæde.
Kan ikke hver, som Hierte har,
En Ven i Livet finde?
Jeg veed, jeg neppe voxen var,
Før jeg var Ens Veninde.
Og det er ret en Glæde stor,
Naar man saa godt hinanden troer,
Og tragter alle Dage,
Sin Kiærest at behage.
Er det ei Fryd, at giøre Gavn,
Og fremme Jordens Glæder?
Da nævne Gode tit vort Navn,
Og nævne det med Hæder;
Da dufter Morgenstunden sødt;
Da favner Natteleiet blødt;
Da Døden selv skal smile,
Og Graven yde Hvile.
P. H. Haste.
