Fronderiet(Efter Kellgreen). Ja! lad os lee ad disse Svage,Som daarede af Lykkens Døs,Allene Rang og Titler tageTil Æmne for der Sang og Roes. Ja lad os laste, og fordømme,Naar Egennyttens lave TrælI Sang ei blues at berømme,Hvad han foragter i sin Siel. Men ynker en fanatisk Skriger,Der i en miltsyg cynisk DrømStrax holder alt for nedrigt Smigger,Hvad sagdes Stormand til Berøm. Skiald! raaber han: for ret at syngeSom Friehedsven, og Sandheds TolkGlem aldrig Haan og Spot at dyngePaa glimrende og store Folk. I Tiggerpialter maae den være,Som ædel være skal og klog,De store kiende ingen Ære(Selv har jeg læst det i min Bog) Dem, som i Guld og Purpur skinn’de,Naturen aldrig Dyder gav;Ved Hoffet vi kun Tigre finde!(Det saae jeg fra mit Lofthul af). Foragteligt er Alt hos høieGuddommeligt er alt hos smaaSaa dømmer blot Fronderens Øie;Den Viises Blik ei dømmer saa. Den sande Viisdomsdyrkers HierteEn lige billig Afskye børFor Smigrers Sminke, Dadlens Sværte;Han hædrer Dyden, hvor den er. Saa og den ædle Digter tænkeOg uden Tant og uden TvangFortienester sin Lovsang skiænkeI høiest som i ringest Rang.