Lad miltsyge Daarer bagtale vor Jord,
den er langtfra ikke saa slem som man troer;
thi spire end hist og her Tornene frem,
da smile de herligste Roser blandt dem;
og Sagen er kun, som vor Wessel har sagt:
bryd Rosen, men tag Dig for Tornen i Agt!
At Hofmænd os svige med gyldene Ord,
det volder man selv, som de Korkjeppe troer;
en bedre Beskytter jeg mig har udvalgt,
som aldrig hengivne Clienter undsagt:
Hr. Bacchus han er min Patron og Mæcen;
han lover mig Glæde, og skjænker mig den.
Basil maa bagtale, det vide vi jo,
og det er naturligt, at Tosser ham troe;
de Stakler maa gjerne miskjende mit Værd,
naar kun mine Venner beholde mig kjær:
at elskes af dem er min Stolthed og Lyst,
sødt svinder al Kummer ved vennehuldt Bryst.
Naar Lykkens Gudinde er grusom og vred,
for Kjærligheds Altere knæler jeg ned,
og lønner min Donna mig ømt med et Smiil,
maa kun Fru Fortuna see suurt, om hun vil;
et Kys gjør mig mægtig, lyksalig og riig,
og Jordens Monarker er Smaafolk mod mig.
Det være en Tosse, som laster vor Jord,
saalænge de qvægende Druer der groer,
saalænge ei Venskab iblandt os døer ud,
og Pigerne lyde den vingede Gud.
Saa fylder da Glasset til skummende Maal,
til Vinens, og Venskabs, og Kjærligheds Skaal!
Rahbek.