Naar man sit Glas har tømt i Ro,
da har man Hjertet paa sin Tunge;
alt som man drikker, glad og fro,
den Gamle klinker med den Unge:
Den Første tænker paa sin Vaar,
den Sidste paa sin elskte Pige;
:|: til Panden Vinens Dunster stige,
men hvert et Ord fra Hjertet gaaer. :|:
Man synger høit om Viin og Kys;
med Glas i Haand man Guld ei savner,
og den, som var Din Uven nys,
med Broderhjerte Du omfavner.
Af Nød og Trang man intet veed,
sig Staaderen en Crœsus drømmer;
:|: hver Følelse fra Sjelen strømmer
i Tillid og Fortrolighed. :|:
Til Armods Søn, med gavmild Haand,
man Trøstens milde Gave rækker;
ved Vinen hæver sig vor Aand,
den hver en Trældoms Lænke brækker.
Som Himlen Sjelen aaben er;
hvert Øie læser i vor Tanke;
:|: af Glæde vore Hjerter banke,
og hver en Skabning er os kjær. :|:
Paa Bunden af en Flaske Viin
Gud lagde Nøglen til vort Hjerte,
og Brugen af dens Medicin
mod Sindets Qval os Glæden lærte;
men tie, veed jeg, er ei let,
naar ofte man sit Glas udstikker:
:|: Jeg mærket har, naar tæt man drikker,
saa glemmer man, at holde tæt. :|:
N. T. Bruun.