Naar man sit Glas har tømt i Ro,
da har man Hjertet paa sin Tunge;
alt som Man drikker glad og fro,
den Gamle klinker med den Unge:
Den Første tænker paa sin Vaar,
den Sidste paa si elskte Pige;
:|: til Panden Vinens Dunster stige,
men hvert et Ord fra Hjertet gaaer. :|:
man synger høit om Viin og Kys;
med Glas i Haand Man Guld ei favner,
og den, som var din Uven nys,
med Broderhjerte du omfavner.
Af Nød og Trang man intet veed,
sig Staadderen en Croesus drømmer;
:|: hver Følelse fra Sjælen strømmer
i Tillid og Fortrolighed. :|:
Til Armods Søn, med gavmild Haand,
Man Trøstens milde Gave rækker;
ved Vinen hæver sig vor Aand,
den hver en Trældoms Lænke brækker.
Som Himlen Sjelen aaben er;
hvert Øie læser i vor Tanke;
:|: af Glæde vore Hjerter banke,
og hver en Skabning er os kjær. :|:
Paa Bunden af en Flaske Viin
Gud lagde Nøglen til vort Hjerte,
og Brugen af dens Medicin
mod Sindets Qval os Glæden lærte;
men tie ved jeg er ei let,
naar ofte Man sit Glas udstikker:
:|: Jeg mærket har, naar tæt Man drikker,
saa glemmer Man at holde tæt. :|: