Ei evig man mig forekaste skal,
Min Luth er helliget til Kummer ene,
Mit Øie hæftet paa hver Sorgens Scene,
Min Lyst, at finde her en Jammerdal.
Ja! naar jeg mellem friske Grave gaaer,
Som mine kiereste med Taare væde,
Og ei engang det lidte Tab begræde,
Men føle ængstlig det, som forestaaer;
Naar Mismods Vinter hviler tung paa mig,
Og qvæler grum hver Lyst; naar ene Smerte
Erindrer mig, at jeg endnu har Hierte;
Naar alle Drifter mod det væbne sig;
Naar Venskab — Venskab selv ei skienker Trøst,
Men Venners Qvaler snart mit Hierte saare,
Snart deres Tab afpresser grumme Taare: —
Mørk er min Sang, som Tanken i mit Bryst.
Men viis mig kun et Glimt af Held og Dyd!
Som Bien, der af Vaarens Soel oplives,
Min Muse qvæges, muntres og henrives,
Og Luthen toner undrende om Fryd.
Saa toner den i Dag, og synger dig,
Veninde, som paa den blev fød at være
Din ædle Mages Lykke, Kiønnets Ære:
I Dag giør Eders Fryd mig lykkelig.
Og evig bliver Dagen mig en Fest;
Thi Heldgudinder stode om den spæde,
Saae glade deres Billede, og strede,
Hvo af dem kunde signe hende bedst.
Een lagde da det Hierte i dit Bryst,
Som føler andres Nød og andres Dyder;
Med Munterhed een Aand og Øie pryder;
Med Hiertets Ømhed smykker hun din Røst.
Enhver gav sit; dog var der een igien:
„Den kommer ofte bedst, som kommer silde;
I Dyder gav!“ saa sagde hun, og smiilde;
„Jeg lønner dem!“ og skienkte dig min Ven.