Luk dig, mit Øie, op! — — Ryst Søvnens Lænker af,
Og skue den Bane hen, du dagligen betræder!
Hvor blandet Bitterhed med Livets milde Glæder
Forsvinder som en Flod i Evighedens Hav.
Vaagn op, min hvilte Krop, ved Klokkens skingre Slag!
See, Dagens første Smiil paa Biergets Isse falder,
Og Hanens muntre Sang udraaber, det er Dag,
Og dig og Skabningen til nye Pligter kalder.
Udrust dig, svage Krop! — dog hvad? — jeg sagde svag:
Er det den samme Krop, som, ravende af Møde,
Sank zittrende og tung, og tabte sig, og døde
Paa Døsighedens Skiød i Søvnens Favnetag?
Er det den samme Siel, som nys var Dødens Rov,
Som glemte sig, og ei Udødelighed søgte,
Hvis Ærelyst og Vid og Haab og Styrke sov,
Mens vilde Drømme sælt omkring mit Leie spøgte?
O skiønne Morgenstund! jeg knæler for din Magt,
Og i din Virksomhed min hele Siel sig taber;
Du som en ny Natur med nye Kræfter skaber,
Og blander Nattens Mulm med Dagens gyldne Pragt.
Du reddede min Siel fra Phantasiens Tvang,
Og lagde Styrke ned i hver en slappet Sene;
Tungt føler jeg min Gield: Antag da denne Sang!
Snart skal et bedre Chor med mig sin Sang foreene.
Saa flyr, min muntre Aand! fra dette lumre Sted,
Hvor Luften tung og raae mig ængstelig omgiver,
Hvor tit opsluget Luft til Gift omsider bliver,
Og føder Ængstelse og Skræk og Døsighed.
Begiv dig i en Hast til hine Enge hen,
Hvor Luftens reene Flod i klare Strømme flyder,
Indvifter Munterhed og Liv i Skabningen,
Og Salighed i hvert et Aandedræt indgyder.
Her vandrer jeg henrykt omkring med stille Skridt,
Og hører Vindens Suus, som Stormens Lyd fra Norden,
Da Taushed, Søvn og Roe har hvælvet sig om Jorden,
Og midt i Verden giort mig til en Eremit.
Den lille hæse Bæk giør nu et hæsligt Brag.
Gienlyden af mit Suk foer zittrende tilbage.
Mit Uhr forstyrrer mig med stærke Hammerslag,
Og Myggen ængster med sin melankolske Klage.
O gyldne Morgenstund! der, liig min Ungdoms Vaar,
Mit sorrigvante Sind til stille Vellyst leder
Igiennem Søvnens Land og tause Roligheder,
Dig ofrer jeg min Sang! og dig, o Eensomhed!
Der natlig Taushed selv til Harmonie omskifter,
Hvor Andagt, Ømhed, Fryd og stille Rædsomhed
Afvexle ved et Blad, som Vinden sagte vifter.
I spæde Ungdoms Aar, da jeg gik ofte her,
Med frygtbeblandet Lyst, blant disse skumle Steder,
Nysgierrig speidende Naturens Sieldenheder,
Og krøb og skiælvede for Dyr og Spøgelser:
Da var Uskyldighed min Leeder og min Ven,
Mens Sielen, bøielig, uvant til vigtig Smerte,
Paa Følelsernes Spoer tvivlraadig vankte hen;
Da vexled’ Haab og Frygt og Glæde i mit Hierte.
Jeg zittrede af Frygt, naar en arbeidsom Bie
Fløi surrende omkring og nærmed’ sig til Jorden;
Men stod behiertet, naar en fæl høirøstet Torden,
Min Isse rullende og rædsom foer forbie.
I mine Barndoms Spoer jeg her nu atter gaaer,
Seer Rædsel krybende i Biergets mørke Rifter,
Imedens Bierget selv, som knusefærdigt staaer,
Den kolde Frygt til Mod og Munterhed omskifter.
Du flyder, stille Aae! i klare Bølger frem,
Og visker hæs din Sang i et lærvilligt Øre.
I denne tause Lund vil jeg opmærksom høre
Paa dine viise Raad, og villig følge dem.
„Læs Tidens stille Flugt i denne jevne Fart!!!
„Den rinder sagte frem med Evighedens Vande.
„Saa flyder Livet hen — Brug Viisdoms Roer! thi snart,
„Snart kan din sikre Baad paa Evigheden strande.“
Saaledes raaber du af øm Medlidenhed
Til Jordens trygge Børn, som sove ved din Stemme.
O maatte dog min Siel dit viise Raad ei glemme,
Men vaersom vandre frem mod dig, o Evighed!
Da skulde ingen Sorg og ingen jordisk Harm,
Og ingen Eensomhed, og ingen natlig Skygge
Forstyrre dette Bryst — Nei, tryg i Frieheds Barm,
Jeg skulde langt fra dig, o Last! min Hytte bygge.
Her steeg i fordum Tid paa lette Vinger ned
I himmelsk Yndighed de himmelsendte Dyder,
Mild som min Morgenstund, ’reen som den Aae, der flyder
I klare Bølger ved den blomsterfulde Bred —
Hvor boer du nu, o Dyd? hvor reiser du dit Telt?
Siig mig, hvad Aand har Magt din Guddom at indlukke
Saa langt fra denne Jord — O Skræk — Ha! hør hvor fælt
Naturen svarer mig i halv afbrudte Sukke.
En bange Zephyr nu foer sukkende forbie,
Og med en frygtsom Haand ved Skovens Hvælving rørte.
Og Dalens Lilier laae i dyb Melankolie.
En Støtte reiser sig af blege Dampe op,
Og med en langsom Gang sig op mod Himlen hæver;
Den bange Espelund paa Biergets høie Top
I svage Rystelser og stille Raslen bæver.
Jeg vanker som et Barn blandt Morgenstundens Pragt,
Og flyver snart henrykt blandt blomsterfulde Grene,
Snart gyser ved at see mig her forladt allene
Blandt Skovens Dunkelhed — og standser halv forsagt;
Snart hæves Sielen af en hellig Følelse:
Jeg seer Naturens Smiil; og hvor jeg Øiet vender,
Saa seer jeg idel Spor af Guds Nærværelse,
Og føler da mit Held, o Gud! i dine Hænder.
Hvo tør fordriste sig at bryde Himlens Fred?
Da det ufødte Kræ, som fierne Sekler skiuler,
Da det, som avledes og døer i Jordens Huuler,
Er og et værdigt Maal for hans Opmærksomhed:
Hvi skulde da min Siel, som Himlen naadig gav
Saa mange stolte Træk af Gavmildhed og Ynde,
Omflakke zittrende paa Skiæbnens vilde Hav,
Snart tryg, snart synkende for Mueligheders Vinde?
Det klare Morgenskier udspreder meer og meer
Sin stille Yndighed paa det udbredte Grønne,
Og aabner vexelviis det rædsomme, det skiønne,
Som i Naturens Alt saa kunstig blandet er.
Bland du, nyefødte Dag! din gyldne Yndighed
Med hin Ærværdighed, som over Norge hviler;
Og viis den Majestæt og stolte Roelighed,
Som over kiække Mænd og trygge Fielde smiler!
Jeg seer mit Fødeland, og skuer i dets Barm
Din runde Gavmildhed, din Pragt, algode Skaber!
Men i Forbavselse min Aand sig ofte taber,
Naar jeg i fæle Spoer seer Hevnens grumme Arm:
Her ligge Tegninger af Paradisets Egne
Blant vilde Levninger af Flodens grumme Magt.
En blodig Valplads hist fremviiser allevegne
En Rad af Høie der, hvor Kiempers Liig blev lagt.
End næres Skoven her af slagne Nordmænds Blod,
Og i hver vældig Green den Værdighed fremsmiler,
Som Helten eiede, der, glemt af Verden, hviler
Og med en mægtig Arm for Norges Ære stred,
Indtil en graadig Piil den unge Kiemper saarer;
Som i en slagen Kreds af Fiender sank ned:
O Landsmand! du er haard, som ikke fælder Taarer.
Den skiønne Rose selv paa Heltens Gravsted staaer
Med bleg Veemodighed nedbøi’t til Heltens Hæder;
Det klare Kildevæld i jevnlig Klynken græder,
Og svagt Vivendelen sig rundt om Eegen slaaer.
Saa stod hans unge Møe, som Rosen skiøn og bleg,
Og græd og favnede de endnu spæde Greene:
„Beskyg vor fælles Grav (saa sagde hun) O Eeg!
Snart skal en venlig Død mig med min Ven foreene.“
Saa fløi din Ungdoms Vaar, saa sank din Ungdoms Lyst,
Ulykkelige Møe! hvor føler jeg din Smerte
Dybt, som den skarpe Piil, der traf mit eget Hierte,
Og endnu bæver i mit kummerfulde Bryst!
O stiig, Lyksalighed! fra Morgenrøden ned
Til dette svage Bryst, som næres kun med Klage!
Og du, min Morgenstund! o kald min Munterhed,
Min tabte Roelighed, min Foraars Lyst tilbage!
Dog — flyer, forvovne Bøn! Mon da det stille Hav
Er evig smilende? ... O! I Gienvordigheder,
Som Jordens svage Børn saa uforsonlig leder
Igiennem Tidsler mod en længe ønsket Grav:
Flyer denne blide Dag! til andre Egne vig!
Imens, o Morgenstund! imens din milde Stemme
Skal lære mig, om ei at være lykkelig,
Saa dog et Øieblik min Skiæbne at forglemme.
Følg Floras Egn, min Aand — følg vilde Rovdyrs Spoer!
Besøg det tætte Løv, som Solens Straaler dæmper!
Søg Nattens Ræder op, hvor Lys mod Mørket kiemper,
Og i en evig Kamp sig om hinanden snoer!
Flyv op blandt Fieldene, og stiig i Dalen ned,
Og søg Udspredelse blandt Skræk og Yndigheder!
Kun glem, mit Hierte! glem din tabte Roelighed
I denne milde Smiil, som Morgenen udbreder!
Lyksalig Morgenstund! kun du og Himlen veed
Den sande Lægedom mod Hiertets bange Kummer;
Du dysser Sielen i den lykkelige Slummer,
Hvor Drømme skuffe os med Haab om Roelighed.
Naar bittre Følelser i sorrigsvangre Bryst
Med syvfold Grusomhed til vante Hierte iler,
Saa kommer Morgenen med elysæisk Lyst,
Og aander Roelighed og stille Fred, og smiler.
Løvrige Dalestrøg! jeg ynder dig i sær,
Og med fordoblet Lyst mit Øie sig udstrækker
Blant Biergets ranke Børn og Dalens lave Hækker,
Som af Naturens Haand saa kunstig plantet er.
Her staaer den stolte Eeg, og her en Rosenqvist,
Som dækker blomstrende de moesbegroede Steene;
Her blander Hæggen sig med Siljens Løv, og hist
En Grotte danner sig af sammenslyngte Grene.
Her hæver sig et Field paa tvende Klippers Grund.
En Krands af Birkeløv dets høie Tinding ziirer;
Mørkt svæver Skyggerne bag ranke Grane-Spirer,
Og bringe Lyset ud fra Maleriets Bund.
Paa Almagts Hænder lagt, det trodser Tyngdens Love;
Her taber Fælhed sig blant Yndighed og Lyst,
Blant Buske, løvrigt Krat og smaae Dædalske Skove.
Saaledes saae man før, med dyb Henrykkelse,
De Gamles Hauger stolt paa Vindens Vinger hvile;
Man Løv og Blomster saae i Luften mildt at smile,
Og Roser skyde frem af Torden-Skyerne.
Ei mindre Yndighed — mit Bierg! — henrykker mig,
Naar fra den dybe Dal, og for det svingle Øie,
Med langsom Ørne-Flugt du synes hæve dig
I rædsom Majestæt fra Jorden mod det Høie.
Her svandt min Ungdom hen i uforstyrret Fred;
Jeg saae hver Morgenstund, blant Ungdoms Spøg og Dandse,
Den gyldne Morgen-Soel din Tinding at bekrandse,
Og sanked’ Manddom af din fæle Yndighed.
Du Gratie! o Du! som priiste tit det Held,
At see Naturens Kreds fra lave Blomster-Hynde,
Hvad om du saae min Egn, hvad om du saae mit Field?
Du skulde skrækkes først, men siden Norge ynde.
Siig, kiedes du ei snart, naar blant det mørke Løv
Du gaaer, Pomona liig, og med Beundring skuer
Naturens tvungne Pragt i kunstig skaarne Buer,
Og dypper dine Trin i buntet Blomster-Støv,
Mens Skovens mørke Pragt og Kildens lette Sur
Sin Yndling derimod med varig Glæde lønner?
Saa hæver Norge sig i vild, men skiøn, Natur.
Hvi flyer du da dets Egn? hvi hader du dets Sønner?
En enkelt Solsort fra en mørk og eensom Lund
Slog nu sit første Slag til Morgenrødens Ære.
Hvo glemmer ei sig selv, og iler for at lære
At synge værdigen din Lov? o Morgenstund!
Hvor ædle er dens Slag, hvor høie og hvor skarpe,
Hvor fuld af Følelse og af harmonisk Klang!
Hæs skurrer du og huult, og vildt, min svage Harpe!
Hæs skurrer du, og huult og vildt, min svage Sang!
En Scene aabnes nu, af Pragt og Skiønhed fuld.
Letklædte Væsener sig op mod Østen svinge;
De fare hastig frem paa Vindens raske Vinge,
At drysse Solens Vei med Roser og med Guld.
De gyldne Straaler sig igiennem Løvet sneeg,
Og med indvævet Grønt i kunstig Blanding spiller.
En Straale titter frem, saasnart en anden veeg,
Og med en flygtig Fart det lette Øie driller.
Nu stiger Solen op, den østerlandske Gud.
Bag Fyrretoppene den med sit gyldne Øie
Mildt smilende seer ned til Jorden fra det Høie,
Og deeler Frugtbarhed og Liv og Glæde ud.
Hvert Blomst, som nyelig laae nedtrykt af Duggens Vægt,
Paa stærke Skuldre nu sin lette Byrde hæver.
Hvert Kræ sig lister frem; og Skovens muntre Slægt
Udsynger Solens Lov, saa Lunden Gienlyd bæver.
Syng ikkun Solens Lov, og følg Naturens Bud,
Da Skiønsomhed og Tak din smukke Sang besiæler,
Saa knæler jeg for dig, min Skaber og min Gud!
Du som paa Toppen hist af denne unge Skov
Din riige Almagts Glands i gyldne Straaler spreeder,
Saa Skovens Sangere sin Lykke og din Lov
I yndig Harmonie med fælles Sang udbreeder.
Lyksaligt Folk! som ei af skiulte Sorger veed,
Som kiender intet Suk og ingen selvgiort Plage,
Men i en yndig Lund hos en elskværdig Mage
Kan synge Livet hen i sorgfrie Roelighed.
O lykkelige Slægt! som aldrig skuffet Haab
Har lært at græde bort de bedste Ungdoms Dage,
De som af Himlen var bestemt til Glædes Raab,
Men som forsvinde tit i tung og eensom Klage.
Skiøn saae jeg nys din Pragt, du blomsterrige Bred;
Men nu, da Solen mildt sin Yndighed udbreder,
Saa aabner ogsaa du de skiulte Yndigheder,
Og pranger kongelig i al din Herlighed.
Uskyldigheden mildt paa ømme Læber leer,
Og Fyrstens stolte Pragt dens Yndighed forøger.
Naturen smiler skiønt, hvorhen mit Øie seer,
Mens Vinden flaggrende blandt unge Roser spøger.
Græshoppen visker i den blomsterrige Vang.
Sin skurrende Basun, imedens Frøen qvækker
I hæse Toner ud sin stille Morgensang.
O sorgfrie Morgenstund! saa lyder da din Lov
I fælles Sange frem igiennem disse Enge,
Snart fra den suule Møes, snart fra den gyldne Skov,
Snart fra den høie Luft, og snart fra Bardens Strenge.
Nu vaagned Mennesket af Søvnens milde Baand.
Den seierrige Søvn, som endnu saae sit Bytte
I trygge Lænker lagt, indsluttet i sin Hytte,
Udstrakte sidste Gang den følelsløse Haand.
Aarvaagenhed den tungt med gyldne Lænker bandt
Til Nattens skumle Muur, som Mulm og Skræk omringer.
Strax sidste Døsighed og natlig Roe forsvandt,
Som Taagen svinder hen for Morgenrødens Vinger.
Fra elsket Mages Bryst med graat ærværdigt Haar
Den muntre Olding steg; med Øine, fuld af Luer
Og dyb Betænksomhed, den hvalte Himmel skuer,
Og om en herlig Dag af gamle Mærker spaaer.
Hans muntre Øiesyn bevidner Hiertets Fred,
Hans arbeidsføre Krop et velbrugt Liv forkynder.
Strax med sit Arbeidsfolk til selv udkaaret Sveed
Med Ungdoms Fyrighed han smilende sig skynder.
Hans unge raske Søn gaaer ved sin Piges Arm,
Skalkagtig smilende den glade Dag i Møde,
Da allerførste Gang den blide Morgenrøde
Skal see ham sluttet til sin vakkre Piges Barm;
Mens Skoven lyder af den muntre Piges Qvad,
Der blant afhugget Mai og trivelige Dynger
Rødmoset, lattermild og trallende og glad
Snart om sit gyldne Liv, snart om sin Elskov synger.
Strax spøgefulde Lam og Qvæg i Hobetal
Bedække vrimlende den hele Bierge-Side,
Og synes som en Skye mod Himlen op at glide,
For at udgyde sig i næste feede Dal.
Den muntre Hyrde stolt igiennem Flokken gaaer,
Og Dagen med sit Raab til Munterhed indvier,
Nu flydde Fuglene til Skovens Skiød igien.
Moltrosten høiere sig op paa Bierget svinger,
Og andre Sangere paa mere lette Vinger
Fløi tause, flokkeviis, til fierne Fielde hen.
Sin silkebløde Man med Morgenduggen smykker,
Og føier sielden Fryd, sig sniger sagte bort;
Og synes harm og lumsk at pønse paa Ulykker.
Hvi flygte Skovens Børn? — Siig, er Naturen vred?
Mon taus Ærbødighed sin ringe Fløite skiuler?
Maaskee Misundelse krøb hen til sine Huuler,
For der at nære sig med Mørke og Fortræd?
Mon Himlen varsled’ dem at flye den lumske Svig,
Som tit bag Buskene mod sikre Hierter sigter?
Nei, Sysler, Livets Tarv, henkalder dem, og mig,
Til meer alvorlige og mere tvungne Pligter.
Farvel, min Morgenstund, min Yndling og min Ven!
Du flyer mig ogsaa, Du — o skiønneste blant Dage!
Forgiængelige Fryd! — Saa stod jeg før tilbage,
Og græd, og saae mit Haab paa Bølgen glide hen.
Dog — Haabet smiler svagt, som Solen, naar den daler,
Bag Nordens Horizont i Vesterhavet ned,
Og Vandringsmanden med den kolde Trøst husvaler,
At Natten pryder den med dobbelt Yndighed.