Det 13de Stykke i Stolbergs Jamber.
Det 13de Stykke i Stolbergs Jamber.
Min Ven
Min Ven
P. H. Aagaard
P. H. Aagaard
tilegnet.
tilegnet.
Cui dono? — — —
Tibi, amice; tu namqve solebas
Meas esse aliqvid putare nugas.
Catull.
Jeg kan ei, tør ei, maa ei, vil ei, Ven!
Fortørne Qvinderne; ophids mig ei
Mod dem; Roms Lov tillod kun Pontifex
Streng paa Vestalerne at lægge Haand;
Dog torde han ei løfte Sløret; Øiet
Ærbødigt blev, saa streng end Haanden var.
Jeg læser alt dit Spørsmaal i dit Smiil:
Er vore Qvinder da Vestaler? — Nei!
Saa lidet, Ven! som jeg er Pontifex,
Og vi Qviriter. Qvinderne var stedse,
Naar Mænd var Mænd, dem værdige, kun meer
Qvindagtige, dem ellers ganske lige,
Da Rom tog sine Høvdinger fra Ploven,
Og Pyrrhi Guld, og Pyrrhi Elephant
Ei rørte Helten; havde ei hans Guld,
Ei Løven, Pyrrhus selv forført en Qvinde,
Som, stolt af Romerblod og Ærbarhed,
Fortalte spæde Søn Forfædres Daad;
Imedens hun ved Morgenlampens Skin
Med en Huusmoders ædle Glæde spandt:
Som sang ved den end mindre Marcus Vugge
Med Ild om Seier, Fædreland og Friehed.
Der dannede alt Ammestuen tidlig
Den Spædes Hierte, før paa Mavors Mark
Den nøgne Yngling brødes, før han sprang,
Med Sveed bedækket, i den kolde Tiber.
Saa Catos Datter, skiønne Porcia!
Var du din Fader, og din Mage værd:
Han var den sidste Romer; du var ei
Den sidste Romerinde! Arria
Var selv i Trældoms Aagets Dage frie,
Gav smilende sin Mand blodfarvet Dolk,
En frie, en bedre Verdens Nøgle, sagde:
Det smerter ikke, Petus! Hvad er Død
I Kampen vel mod denne Daad? Dog var
Hiin endnu stærkere end Arria,
Som, end af hendes Sønners Blod bestænkt,
Af deres lange Marter uforfærdet,
Med Taare bad den syvende, sin Yndling:
Min elskte Søn! ni Maaneder du laae
Her under dette Hierte, ved mit Bryst
Fast tvende Aar; med Møie jeg opdrog dig;
O tænk nu paa din Skaber, paa din Gud!
Hav Medynk med din Moder, Søn! og døe!
Meer giorde ingen Mand! Hvad Mænd har giort,
Basuner Rygtet ud til fierne Slægter,
Da Qvindedyd ved stille Arnested,
Og i Beskedenhedens dunkle Skygger,
Umærket dybe, dybe Rødder slaaer;
Som Zephyr, der ei ryster Skovens Eeger,
Kun vifter Vaarens Børn og stiæler Vellugt,
Med sagte Pust den kiøler, qvæger os.
O Venner! lad os Mænd først være Mænd,
Saa blive vore Qvinder ogsaa Qvinder;
Thi Vox er deres Hierter; danner dem
Med lette, men med varme Hænder; vi,
Vi selv misdanne dem; vor Daarskab gyder
I aabne rene Hierter fremmed Gift;
Vi selv udrive dem af Husets Lye,
Og plante dem paa vindbestrøgne Høie,
Hvor Frankrigs lumskne Vestvind aander Døden.
Det rene Hiertes Følelse vi myrde,
Naar Letsind eller Spot med Helligdom
Neddrypper af vor Læbe, naar vort Blik
Bestemmer lumsk Tvetydigheds Betydning.
For os var vore Fædres Sprog for kydsk,
Skiøndt det er stærkt, og reent, og riigt, og ædelt;
Vi vælge klogelig vor Fiendes Sprog,
Som fattigt lefler med Tvetydigheder;
Forstyrre frække Herrens sidste Skabning,
Og spotte da det, vi vanskabte selv.
Befrygte vi maaskee, de os forsmaaede,
Naar de blev’ene ædle? eller de
Holdt os for Trælle, siden vi er Trælle?
Den Skiændsel rammer i det mindste os.
End saae jeg ingen Cato, ingen Brutus,
Men Qvinder dig i Sieleskiønhed lige,
O Porcia! og elskovfulde, kiække,
Som Arria, og Mødre har jeg kiendt,
Der havde sagt som hiin med heede Taare:
Hav Medynk med din Moder, Søn! og døe!