Alt hviler — intet Løv sig rører,
Ei Zephyrs Vinger selv jeg hører,
Nu i den stille Aftenstund
Trygt sove Jordens Millioner,
Kun Philomeles høie Toner
Gienlyde fra den dunkle Lund.
Blid Cynthia fra Østen iler,
O giennem reene Himle smiler
I Skyggen ned til Digteren;
Hans trætte Haand paa Liren hænger,
Og ingen dristig Tone trænger
Sig frem, at vække Skabningen —
Hvad rørte Strengen? — see den bæver!
Hvis Genius mon den omsvæver?
Hvad mægtig Guddom er det da? —
Hvo tændte i mit Bryst de Luer? —
Hvem smelter Sielen? — Ha! jeg skyer
Din Glands, du høie Cypria!
O spar den alt for svage Digter!
See Strengen under Haanden svigter;
Den blev ei stemt, at synge dig.
Elisas Ven din Høihed vise!
Byd Lauras Sanger dig at prise!
Ha! ingen Laura hører mig.
Jeg veed det — fra din lyse Throne
Du stiger himmelsk ned, at krone
Din søde varme Ven af Dyd;
Men kun den høie Siel allene,
Kun Himlens Yndling kan fortiene
At lønnes med din reene Fryd.
Du hædres ikke, naar en Digter
Forglemmer sine bedre Pligter,
Og stolt, beundret synger dig;
Forskrækket, flygtig du forlader
Det Sted, hvor rasende Mænader
Blandt vilde Fauner tumle sig.
Hvor under høie Marmorbuer
Tyrannen fra sin Throne truer,
Og vælter sig i nedrig Lyst:
Der blander du med Gift hans Glæder;
Men selv i Hytten du bereder
Din Vellyst for den Viises Bryst.
O henrykt i din Glands, jeg fatter
Din hele Fryd, du Himlens Datter!
Men Strengen zittrer kun derved;
See Taaren i mit mørke Øie!
Kan Graad, kan Klagesang ophøie
Din høie reene Salighed? —