Liig en Tordenskye, naar til gyldne Høie
Phoebus atter leer,
Flye for evig Mørkhed fra mit Øie!
Ingen bitter Taare flyde meer!
Intet qvalfuldt Suk, ingen traurig Klage,
Ingen Sorgesang
Ekko bringe hulere tilbage,
Som naar før min Harpes Strænge klang!
Thi hun elsker mig! Triller, Philomeler!
Thi hun elsker mig!
Triller glade Toner! nu jeg deler
Skovens Fryd, ei meer ulykkelig!
Smiil til Dal og Skov atter, Aftenrøde!
Min Zeline liig!
Glade Blik skal dine Straaler møde
Fra mit Øie; thi hun elsker mig!
Iil mig, muntre Bæk! giennem Blomsterenge
Rislende forbi!
Jeg vil henrykt stemme Harpens Strænge
Til din Bølges glade Melodie!
Viis mig, o Natur! alle dine Skatte
Hist i Lysets Hiem,
Her i Ormens Støv — og jeg skal fatte,
Henrykt, elsket af hende, føle dem!
Min Zelines Smiil aabnede mit Øie
For din Herlighed.
Nu kan Vaarens Skiønhed mig fornøie;
Naar hun smiler, smiler alting med!
