Bag Dyrehavens rødmende Trægrupper sank
Septembersolen, sommervarm og straalende blank;
Da drog hun bort fra Hjemmet, den nygifte Viv,
For hende laae i Solglands det kommende Liv.
Thi ung var hendes Sjæl, og ustækket hendes Mod;
Let over Veiens Steen havde dandset hendes Fod,
Og Modgang havde været en Iling, som foer hen,
Som reiste Sindets Bølger og lagde dem igjen.
Og hendes Phantasie var af Trækfugleart,
Den havde vovet mangen en lang og vildsom Fart;
Men nu var Maalet klart: over Land, over Sø
Hun higed mod den fundne „Lyksalighedens Ø”.
Mens Vognen rulled bort, og hun dreiede sig om,
For at vinke Farvel til sin Barndoms Helligdom,
Hun skuede dog fremad, tillidsfuld og glad,
Og længtes efter Livet i den „evige Stad”.
Hvor Kunsten gaaer i Skole i Oldtidens Ruin
Og lærer af Billedstumper Græsk og Latin,
Der længtes hun at bygge hos en skabende Aand
Og fange Lod i Alt, der gik ud fra hans Haand.
Over Fremtidens Svælg hendes Tanke kasted Bro
Og hvælved sig et Tempel i Kunstnerens Bo,
Hvor Idealet lyste i ufordunklet Glands
Og laante hendes Gjerning et Gjenskin af hans.
Men stakket blev den Lykke, hun skued i sin Drøm;
Nær Evighedens Hav alt rulled Livets Strøm:
Da Julisolen gløded den gule Tibers Sand,
Da dukked Natskyggen alt over Himlens Rand.
Da higed hun ei længer mod det Ukjendte frem,
Da vendte hendes Tanke til det forladte Hjem;
Da smægted hendes tørstende, feberhede Mund
Kun efter et Pust fra det kjøle Øresund.
Da ledte hendes Øie ved Natlampens Skjær
Efter Dem i det Fjerne, som hun havde kjær;
Da kaldte hun sin Moder med svindende Røst,
Og længtes at sove igjen ved hendes Bryst.
Da higed hun ei længer — da viftede der Fred
Fra Paradisets Palmer til den Døende ned;
Da laae hun og vented den nære Aftenstund
Uden Frygt, uden Gru, med et Smiil om sin Mund.
Og Gud hende kaldte til sin „evige Stad”,
Hvor Sygdom vorder karsk, og hvor Smerte vorder glad,
Hvor Livets hele Gaade er gjættet og forstaaet,
Hvor Idealet lever, og Maalet er naaet.
Men Han, som hende kaldte i Ungdommens Aar
Fra den begyndte Gjerning og Kjærlighedens Vaar —
Hans Dom er aldrig uret, hans Blikke aldrig blind;
Kun han formaaer at skue i Fremtiden ind.
Han veed, hvi han forener, og hvi han skiller ad,
Og hvi han slukker Glæden i bittre Taarers Bad;
Ad mange Veie fører han til det samme Maal,
Ad Naade og ad Lykke, ad Lidelse og Taal.
Han give vil igjen, hvor han maatte tage bort,
Og han vil reise op, hvor han ramte tungt og haardt;
Han drager Savnets Fure, at den kan bære Trøst;
Han lægger Sorgens Sæd, for at modne bedre Høst.
Thi hvile hun i Fred i det fjerne Sydens Jord!
Saavist skal Graven dækkes af milde Rosers Flor,
Og Mindet smelte sammen i et trøstefuldt Qvad
Med Haabet om at mødes i Guds „evige Stad”!