Nu endelig træder hun frem, som hun var,
en Dronning i Blaataarns Gjemme,
mens den, der Kronen og Purpuret bar
i Stegerset kun hørte hjemme;
den Ene høj i sin Ulykkes Dyb
og stærk til at bære og taale,
den Anden hadsk som et tirret Kryb,
lav nok til at stikke med Naale,
Men led hun med Ret ej Nød og Tort?
Hvo husker ej Skændselens Minde,
som Enevælden først ryddede bort,
da Frihedsvaaren var inde?
Har hun ej fulgt i sin Husbonds Spor
og vidst hans forvovne Planer?
Har hun ej traadt paa sin Fædrejord
alt under fjendtlige Faner?
Jo vist har hun elsket hin Lygtemand
i Adelshovmodets Mose,
som mer af Fantasi end Forstand
har havt i sin skringlende Pose;
hvis egenkjære, urolige Sind
bestandig flagred mod Højden,
indtil i Rænkernes urede Spind
al Sands og Mening gik fløjten.
Men da der af „Rigshofmesterens” Glands
knap nok en Skygge var levnet,
da den landflygtige, plyndrede Mands
Hævntanker Ingenting evned,
den danske Krone ej bluedes ved
en kronet Kjeltring at nytte,
for lumsk og troløst ved Stimands-Sned
at gjøre hans Hustru til Bytte.
Og da den fredløse, livstrætte Sjæl
var ind for sin Dommer gangen,
da trampede Magtens plumpe Hæl
saa grusomt som før paa Fangen.
Til Kongens Øre bar Nattens Vind
fra Taarnet de klagende Røster;
men intet Naadens Glimt trængte ind
i det mørke Hul til hans Søster.
Og Dagene randt og bleve til Aar,
og Aarene alt bleve mange,
og Fredrik den Tredie lagdes paa Baar’,
men Fængslet beholdt hans Fange;
skjønt Amazonen, der voved sit Liv
for at fly fra Hammerens Klipper,
er vorden en graanet, bøjet Viv,
sit Bytte Magten ej slipper.
Ved Siden af Danmarks Kongestol
en ædel Kvinde nu sidder:
Charlotte Amalies milde Sol
gjennem Jernstængerne titter;
men Hustruens ømme, beskedne Bøn
ej Moderens Vilje opvejer;
Kong Kristian er altfor lydig en Søn,
og Hadet nyder sin Sejer.
Det fylder Sofie Amalies Hu,
det syder og hvæser i Afskedsstunden,
da Sønnen hun ønsker at binde endnu,
men Ordet er borte, og stum er Munden.
Da lysne omsider den Pintes Kaar,
da sejrer Charlottes kjærlige Hjerte;
til Liv og Frihed Offeret gaar
fra enogtyve Aars Savn og Smerte.
Men ej gaar hun ud fornedret og knust.
Nej. Modet er løftet og Kraften styrket;
af Hovmod og Glimmer engang berust,
har hun gjenfundet sig selv i Mørket.
Der lærte hun sig at bede til Gud,
og sejrrig mod eget Sind at stride;
at bøje sig under det tungeste Bud,
og rolig at bie og trøstig at lide.
Paa denne Pande, som engang var smykt
med kostbare Perler og funklende Stene,
har Alder og Sorg sine Furer trykt,
men Tankerne bag den er fromme og rene;
og i den brede, buede Barm,
som svulmed engang af forfængelig Glæde,
der sprudler nu Livsens-Kilde varm,
og Fred med sig selv har der taget Sæde.
Nu træder hun frem, som hun har malt
sig selv med Farver friske og klare;
to Hundred Aars Skygge paa dem faldt,
men Skikkelsen dog de aabenbare:
en Datter af Ham „ved højen Mast”,
en Mand, der af Legem kun var Kvinde;
og rejst sig hun har med Haanden fast
som Ærestøtte sit „Jammers-Minde”.