Nu staar jeg ved det Grændseskjel
(7. Marts 1883).
(7. Marts 1883).
Nu staar jeg ved det Grændseskjel
der skiller Livets Dag og Kveld,
og viser nær dets Nat;
— tidt var det, som dens Skygge ned
forbi mit sløve Øje gled;
maaske den kommer brat.
Men mens min Fod staar støt og fast,
før nogen Tankens Streng end brast,
og Hjertets Sangbund sprak,
jeg synge vil endnu engang
for Dig en simpel, sanddru Sang
til Ære, Pris og Tak.
Thi trods den Flod med Braad og Brand,
som overskyllede vort Land,
og Folket sønderrev;
og trods den Daarskabs Feberdrøm,
der tramped under Træskosøm
vort dyre Frihedsbrev; —
Og trods den Skuffelse, jeg bar,
saa tidt min Tillid fik til Svar
de fordums Venners Flugt;
og trods den Harm og Sorg, jeg led,
naar Slægtens Letsind graadigt bed
i grøn og raadden Frugt; —
Og trods det Had og Nag, jeg vandt,
naar ikkun det, mig tyktes sandt,
og neppe det var sagt;
og trods den Løn, jeg tog tilsidst,
min Frihed som en Fugl paa Kvist,
men intet Fnug af Magt; —
Saa gik i treti Aar min Gang
frem under Løv og Fuglesang
i mildest Sommerluft;
endnu, med Sne paa nøgen Tind,
jeg mærker ingen Vintervind,
men Sol og Blomsterduft.
Vist kom der Sky’r med Slud og Regn,
og Blæsten rusked i vort Hegn;
men aldrig den det brød;
vist var det mig til mer Behag
at nyde Livets Godtvejsdag,
end føle dybt dets Nød.
Vist har jeg tidt med ringe Lyst
fulgt Stemmen i mit eget Bryst
og adlydt Pligtens Bud;
vist lokked let mig Ærens Skin,
mens langsomt kun mit stride Sind
sig bøjede for Gud.
Men den, jeg skylder nu, næst ham,
at jeg har vandret uden Skam
og lige ud min Vej;
der styrked mig, naar jeg var svag,
der førte Idealets Sag
og vandt den — det var Dig.
Du vækked altid op min Aand,
naar den sov ind i Ladheds Baand
og Mod og Iver svandt;
Du holdt mit Hjerte varmt og ungt,
saa Verdens Tryk faldt aldrig tungt,
og Savn jeg snart forvandt.
Du bygged op det trygge Hjem,
som skærmed mig og værned Dem,
der har din Ømhed delt:
for hvem Du vaaged og Du bad,
paa hvem Du aabner Blad for Blad,
til Blomsten rundes helt.
Og Du er Hjemmets Sjæl og Liv,
Lysstraalen i dets Perspektiv
og Fjeren i dets Ur;
er Du bedrøvet, mørkner Alt,
er Du ej der, det lever halvt,
og skifter sin Natur.
Og om din Tale sagte flød,
om frem den som en Fos sig brød
med Tankens egen Hast,
den førte mangen Kime sund
som, skjønt den faldt i stenet Grund,
slog Rod og gro’de fast.
Derfor skal Hælvten være dit
af Alt, hvad jeg tør kalde mit,
af Gjerning, Skrift og Sang.
Det er ej rigt, det er ej stort;
men uden Dig hvad jeg har gjort
stod lavere i Rang.
Og hvis det ikke Alt gaar tabt
bag yngre Slægters større Kraft
og nye Tiders Krav,
saa skal Du leve med deri
et kjærligt Mindes Liv, naar vi
er lagte i vor Grav.