Nu er Du en Matrone
paa fyrretyve Aar,
og Høstens Segl har studset
dit mørkebrune Haar;
lidt dybere paa Kinden
sank Øjets Skygger ned;
din smalle Jomfru-Midje
blev moderlig bred.
For mig er Du den samme,
jeg bejlede til,
og ingen Ynde raned
Dig Tidens lumske Spil;
paa vore høje Ymper
maa jeg regne det ud,
hvorlænge det er, siden
jeg fæsted Dig som Brud.
Thi Dagene er fløjne
som Trækfugle bort;
det er, som tyve Vintre
var kun en Sommer kort.
Saa lykkeligt var Livet
i din Kjærligheds Bo,
hvor Sorg og Glæde skifted,
men aldrig Haab og Tro,
Og Du har dine Vidner
for din Stræben og din Daad,
for Tankerne, Du tænkte,
for Sæden, Du har saa’d,
opvoxende omkring Dig
i Foraarets Lyst,
med Løfter om Sommer,
om Modning og om Høst.
Hvad jeg har gjort, det flagred
bort i Tidens kolde Vind;
maaske det aldrig spirer
i Vaarsolens Skin;
maaske det fæster Rod først
og skyder Blade frem,
naar jeg er længe havnet
udi mit sidste Hjem.
Men derfor Gud maa raade.
Jeg takker ham, fordi
han Dig gav mig til Følge
paa min knoldede Sti;
thi at jeg iler fremad
endnu med raske Skridt,
og ikke modløs standsed,
det Værk er ogsaa dit.
Du ser det gry ad Morgen,
naar Natten falder paa;
Du mærker Aftenstille
naar Stormens Vinger slaa;
Du sejler paa Idealets
himmelske Tonehav
gjennem Døgnets Lirumlarum
og Madstrævets Gnav.
Saa gid jeg da til Støtte
beholde maa din Arm,
til Gjemmested for Sorgen
din trofaste Barm,
til Glæde og til Styrke
din kjærlige Sjæl,
indtil Vejenden kommer
og jeg siger Dig Farvel.