Carl Ploug (1813–94)

Om Formens Skjønhed Haandens Arbejd smykker,

om Stilens Renhed præger Værkets Led,

om deres Helhed Harmoni udtrykker —

hvad større Nytte vindes da derved?

Er det ej nok at naa, hvad der er nødigt,

da Smukt og Hæsligt batte lige godt?

Ej nok, at den, der tidt maa slide mødigt,

Behandler Æmnet kejtet, plumpt og raat?

Nej, ti Gang’ nej — thi Gud har Skjønhedsloven

forkyndt i al Naturens Herlighed;

hvert Foraar tolkes den af Bøgeskoven,

hver Nat fra Himlens Hvælv den tindrer ned;

dens Bud Skybuens Farvestrænge male,

og Bølgen nynner dem for Vindens Vift;

dens Regler præke alle Nattergale;

i Pigens Øje staar den samme Skrift.

Men derfor er os Loven bleven givet,

at den skal adle baade Sind og Sands,

og sprede gjennem Kunsten over Livet

af Idealets Lys en Efterglands:

at vilde Lidenskabers Magt skal stækkes,

og Slægter bo i milde Sæders Ly;

at Følelsen af eget Værd skal vækkes,

og dyrisk Last og skummel Brøde fly.

Gid altsaa Haandværksflid og Skjønhedslære

i dette Hus maa fæste Fællesbo;

og yde deres Part til Danmarks Ære,

og kaste mellem skilte Veje Bro!

Gid Videnskaben hid sin Fakkel bringe

og lette Møjen, skynde deres Værk,

saa her et mægtigt Sundhedsvæld maa springe,

hvor Folkeaanden to’r sig karsk og stærk!