†
†
Michaela Ingerslev
December 1880.
December 1880.
Hun var i Slægt med Roserne, og bar
sin Stammes Lød paa Læben og paa Kinden;
og hun var bly og mild og ren og klar
som Søstrene, foruden og forinden,
Hun var et yndigt Syn, en Alfebrud,
da Knoppen slog de fine Blade ud
for Solens Kys og Sommerdagens Aande,
og hun var skjøn endnu — i Smertens Vaande.
Hun har vist aldrig følt en Aandens Trang,
som vinked hende bort fra Hjemmets Vægge;
der fandt hun Maal nok for sin stille Gang
igjennem Hundredaarets halve Række.
Hun har vist aldrig drømt om anden Daad
end den, at styre kjæk og tro sin Baad
henover Livets Dybder og dets Grunde
mod Evighedens morgenlyse Lunde.
Men Sjæl der rørte sig i hendes Bryst
og ud af hendes blanke Øje titted;
den dybed Sorg og Savn, den højned Lyst,
og let og frit det Rettes Linie hitted.
I Kvindens Gjerning tegned den sit Spor,
og laante Fuglevinger Læbens Ord;
dens Smil drog til og fængsled Mand og Kvinde;
endnu den smiler — gjennem hendes Minde.
Thi Rosen visnet er, og Julens Lys,
der faldt paa Vuggen, nu paa Graven falder.
Det melder, at bag Vinternattens Gys
en anden Vaar til Liv det Visne kalder;
det melder, at den Væxt, der standsed her,
fortsættes Idealet mere nær;
det lover, at den Skjønhed, Døden røved,
skal opstaa uforkrænkelig af Støvet.