Carl Ploug (1813–94)

Musernes førstefødte Søn,

baaren til Sangens Høvdingsæde!

Fader, som lever ynglingeskjøn

i din Gjernings Rigdom og Glæde!

Ungdommen hylder

Dig, hvem sit Skjønhedsliv den skylder,

Dig, der ved Omrids, som skal staa,

og ved Farver, som aldrig forgaa,

den nye Slægt som den gamle fortryller.

Vækket af Kongedybets Brag,

steg Du mod Sky som Morgenlærke,

bar om en solklar Aandernes Dag

Bud i Toner, rene og stærke.

Vaaren var inde:

Løvfaner svang de lune Vinde;

Fuglene fatted Mod og Lyst,

og de løfted i Kor deres Røst,

men overdøvede din ingensinde.

Fjælet laa vore Fædres Old

under de grønne Kæmpehøje;

Synet var sløvt, og Barmen var kold,

og vort Eget agtedes føje.

Ragnarok endte:

atter det slukte Liv Du tændte;

atter fra Øjet Taagen sank,

Idealernes Tinde stod blank;

for Folk og Fædreland Hjerterne brændte.

Hakons og Helges høje Skjald,

takkes Du skal af Slægtled sene!

Evighedssæd af Digterens Kald

blev ej lagt i Danmark alene.

Hinsides Sundet

sletted Du Blodet, som var rundet,

smelted Du gramme Frænders Sind;

Du Forsoningens Dag ringed ind,

og Broderbaandet i Nord har Du tvundet.