Carl Ploug (1813–94)

Nu falder snart det gule Blad,

og Skovens Fugle spredes ad,

        og Somrens Jubel tier;

som de han fik det Kald af Gud,

at aande Livets Glæde ud

        i søde Melodier.

Som de paa Vinge let han svang

sig over Verdens Strid og Tvang

        og Døgnets travle Stræben;

men Solens Blink og Vaarens Luft

og Bølgens Nyn og Rosens Duft

        ham lagde Sang paa Læben.

Som de han bygged højt paa Gren,

og Mosens Dynd og Gadens Sten

        hans Flugt har aldrig sinket;

som de han kvad sig selv til Fryd,

thi gjennem Harmoniers Lyd

        ham Idealet vinked.

Men Den, der har med opladt Sands

søgt Sandheds Lys og Skjønheds Glands,

        og viet dem sit Snille —

hans Værk ej Døden sletter ud,

hans Vej har ført ham op mod Gud,

        mod Begges Straalekilde.