Carl Ploug (1813–94)

                Almægtige Gud!

Du skabte Lyset og skikkede ud

i Rummet de blanke Stjerners Hære,

at forkynde din Herlighed og din Ære.

Og Du har i Menneskets Aand nedlagt

                  en Gnist af din Magt,

en Drift til at skjelne og prøve og lære,

til Sandhed at søge ad vildsomme Veje,

og dele med Andre sit Fund og sit Eje.

Men Alt, hvad den samled’ ved Flid og ved Snille,

er fattige Draaber fra Lysenes Kilde,

                  almægtige Gud!

I Øst er under Palmeskygger vugget

Kulturen, Aandens spæde Førstefødte;

der har Naturens Moderbryst den drukket.

Saa lejred’ den sig ved de store Strømme.

indtil den paa sin Vandring Havet mødte,

og dristig lærte over det at svømme.

Saa paa sin Fod den Ørnevinger spændte,

og svang sig til Olympens stejle Tinde,

og Fantasiens Morgenlue tændte.

Der fæstede den Skjønhedens Gudinde,

og Kundskabs Ildbud gjennem Tiden sendte,

og efterlod et evigt Ungdomsminde.

Saa bygged’ den paa Tibers lave Banke

et Værn om Livets Orden, Hjemmets Hygge,

et Rettens Herredom, en Lovens Skranke;

et Tag, hvorunder Jordens Folk fandt Skygge,

en Form for mange Seklers bundne Tanke,

af Aandens Verdensgang det længste Stykke.

Alt, hvad den rejste,

bæver og raver.

Solstukne visne

Digtningens Haver;

Kunstnerens Evne

hidses og spildes;

Tænkningens Traade

slappes og hildes.

Samfundets Orden

haanes og brydes;

dyriske Drifter

ægges og nydes.

Bønfaldte Guders

talløse Vrimmel

renser ej Jord og

klarer ej Himmel.

Menneskeaandens

Styrke er mat;

Oldtidens Vaarsol

synker mod Nat.

Men alt en Stjerne er dukket frem,

som varsler om Morgengry;

thi Krybben, redet i Bethlehem,

skal Aandens Styrke forny.

En Folkebølge fra Østen steg

og rydded Kulturens Felt;

hvor Roma segned og Hellas veg,

der sejred Golgathas Helt.

De vilde Stammer tog Skik og Lov

bag Kirkens og Klostrets Hegn;

Stridshamren smeddedes om til Plov,

og Sværdet fik Korsets Tegn.

Vikingsejlet skinner over Sunde,

Ungdomsmodet jager ham med Blæsten

bort fra sodet Tag bag grønne Lunde

efter Guld og Ros mod Syd og Vesten.

Bretlands Kyster flænges af hans Tand,

Seines Vande rødner Kirkebrand:

Kamp er Livet, Døden er en Fest;

slagen Kæmpe vorder Odins Gjæst.

Vandred dog de unge vælske Klærke

hid med Hjertets Glød og Aandens Flamme,

plantede i Skoven Korsets Mærke,

aabned Skolestuen med det samme.

Silde grønnes i den barske Vind

Klostrets Urtegaard og Gothens Sind,

silde svulme Bær og modnes Frugt,

silde egen Tanke tager Flugt.

Atter ud en Ynglingskare drager:

Hærge vil den ikke mer, men lære,

og til Fædrejorden tør og mager

Vand fra Videnskabens Brønde bære.

Ydmyg henter den fra Seines Bred

Ild til Hjemmets kolde Arnested;

samler ind til Fattigfolk i Nord

Smuler fra det rige Sydens Bord.

Prises skal Stammefaderens Navn

            af seneste Efterslægt,

fordi han skjønnede Rigets Savn

            og fik det lægt.

Hvor kjækt han brugte sit Riddersværd,

det heled’ ej Trillingkronens Skaar;

men Frugten af Kongens Pilgrimsfærd

              fylder fire Hundrede Aar.

Og hvad han planted’ som Ympe spæd,

er vordet en mosgro’t Eg;

og hvad han lagde af fremmed Sæd,

giver vægtige danske Neg.

Og bærer Kulturens Parthenon

et Tavl, vort Folk kalder sit,

saa lagdes derpaa den første Haand

ved Kong Christians Romerridt.

Takket være Christian den Første.

Fra Wittenberg kom det løsende Ord,

den rensende Ild, den løftende Bølge:

fra nu kan i Frihed Aanderne følge

den evige Sandheds flygtende Spor.

Nu rejser Stamfaderens Værk sig af ny;

med Tankernes Maal vides Højskolens Vægge,

og tættere vorder de Hørendes Række

om „Klosterets” Bord og i „Kongsgaardens” Ly.

Frem drager Slægternes lange Karavane,

trodsende Ørkenens Sand;

skiftende Førere, Feltraab og Fane,

stræber den mod Strimen i Himmelens Rand.

Gøglende Syner har sinket dens Fod,

Omveje spildte dens Tid og dens Evner;

aldrig dog svigted dens Tillid og Mod,

altid dog fremad den stævner.

Saa vil det blive til Verdens sidste Dage:

frem skrider Aandernes Tog.

Skuffet og skræmt, det ej flygter tilbage,

snublende og faldet, det rejser sig dog.

Slægter udslukkes — saa fødes der ny,

Kræfter opslides — saa modnes der andre;

frem imod Sandhedens straalende Gry

Menneskeheden maa vandre.

Hvorhen den søgende Ridderskare stiled,

hvor den saa fæsted sin Lejr,

ud fra vort Land er der Staldbrødre ilet,

delende dens Skuffelse eller dens Sejr.

Mellem de herskende Folk er vi smaa,

ikkun en Torso med afrevne Lemmer;

i vor forhuggede Skjoldrand dog staa

Navne, som Verden ej glemmer.

Styrk alle dem, o store Gud,

som trolig efter Sandhed lede!

Lad Kundskabs lyse Dag sig ud

til alle dunkle Kroge brede!

Den Videnskabens Abildgaard,

som Du mod Storm og Lyn bevared,

hvor gjennem fire Hundred’ Aar

sig Danmarks friske Ungdom skared —

lad den forene frodig Vaar

og herlig Høst, mens det bestaar!

Opmand det Folk, Du haardt har prøvet!

Lad Viljens Kraft og Sindets Tugt

med Hjertets Ild og Tankens Flugt

det atter hæve op af Støvet!

Beskyt vort minderige Land,

dets Ret, dets Frihed og dets Ære!

Skærm Ham, Du gav dets gamle Spir at bære,

den nye Stammes første Christian.