Paa Kjøgebugtslagets Tohundredaarsdag
1. Juli 1877.
1. Juli 1877.
1.
Stig op af Havets Vover,
Tohundredaarets Dag!
Kast Mindets Solglands over
vor Flaade og vort Flag!
Bring Haabets Sæd i Grøde!
Opklar vor Fremtids Sky!
Faa Hjerter til at gløde
for Danmarks Held og Ry!
Hvor tidt end Vikingstammen,
i Had og Tvedragt skilt,
har prøvet Styrke sammen
og højt om Æren spilt —
der er dog ej at nævne
saa skjøn en Sejrens Frugt,
som fra det store Stævne
der rødned Kjøgebugt.
Og raader nu i Norden
kun Enighed og Fred,
er Stridens Æble vorden
et Broderkjædens Led —
den fælles Saga gjemmer
dog vore Fædres Færd,
og intet Navn den glemmer,
som Storheds Mærke bær.
Staa derfor frem i Dagen,
Du ædle, danske Helt!
Til hvem vi saa’ ej Magen
paa Havets blanke Felt;
som, trofast og utrættet,
bar Pligtens tunge Baand,
til Du, for Byrden lettet,
slog løs paa egen Haand.
En Sømand, kjæk og kyndig,
som al sin Dont forstod;
en Chef, som, fast og myndig,
sit Blik ej taages lod;
en Kriger, stolt og herlig,
med frit og roligt Mod;
en Husbond mild og kjærlig,
en Herre from og god —
Saadant dit Billed skinner
frem af Historiens Skrift;
saadant det sig forbinder
med denne Dags Bedrift;
saadant engang det træde
skal frem af Kirkens Skjul;
saadan med Tak og Glæde
skal Folket se Niels Juel!
2.
O, store Gud, paa Dig vi tror!
Du holder hele Verdens Ror;
Du rejser Folk og Riger op;
Du styrter dem fra Højheds Top.
Din Vilje spandt vor Skæbnes Traad;
Du gav os Sejr og Heltedaad;
Du sendte Nød og Nederlag;
Du holdt os op til denne Dag.
Tak for din Naade og den Tugt,
som os til Lære Du har brugt!
Tak for dit Lys i Liv og Død,
for Aandens Væxt, for dagligt Brød!
Beskærm vort gamle Fædrehjem,
hvor Du lod Rigdom vælde frem!
Bevar dets Ære uden Plet,
og lad engang det ske sin Ret!
Hold for os Svage Du dit Skjold,
og giv os ej i Fjendevold!
Men tænd din Ild i Alles Bryst,
saa Hvermand gjør sin Pligt med Lyst!
Paa Dig vort Fremtidshaab er bygt;
er Du med os, vi vandre trygt.
Hvad Lod Du saa har os bered,
er Æren din i Evighed.