Carl Ploug (1813–94)

Hvor er Uranias Borg, hint Perlesmykke,

                  Øresund bar?

Raahed og Sløvhed Stykke efter Stykke

                  ranet det har.

Faarene lejre sig, hvor Konger mødtes,

og hvad hans Kunst og Kundskab samled der,

                  splittedes og ødtes,

                  findes ej mer.

Hvor blev han selv, det største Gransker-Snille,

                  Danmark har fød?

Hvor har det gjemt hans Legem i sit lille,

                  søndrede Skød?

Ak, mod det Fjerne førte ham hans Veje,

vred paa en Slægt, som ej hans Færd forstod!

                  Og i fremmed Eje

                  Graven man lod.

Tre Hundred Aar henrulled over Norden

                  siden hans Old;

opdyrket Videnskabens Mark er vorden,

                  dengang saa gold;

Aand efter Aand har ryddet og har pløjet;

gnedet er mangen Plet af Sandheds Spejl;

                  rettet er, hvad Øjet

                  dengang saa’ fejl.

Dybere ind i Himmelrummet trænger

                  Serørets Od,

og i de gyldne Stjerners Bog ej længer

                  læses vor Lod.

Men, skjønt for altid vraget er hans Lære,

og Jorden daglig vandrer om sin Pol,

                  fast Hr. Tyges Ære

                  staar som vor Sol.

Aldrig før nu dog toned til hans Hæder

                  fuldere Kor;

gjenfødt til Kunstens Liv han atter træder

                  Fædrenes Jord.

Her, hvor Uranias Dyrkere sig samle,

velkomne dem til Videnskabens Fest

                  byder hendes gamle

                  Ypperstepræst.