Carl Ploug (1813–94)

Gjennem Akersdal Carl Johan rider,

atter født til Liv ved Kunstens Magt;

Kongen hilser mildt til alle Sider,

thi han bringer med en Broderpagt.

Han forsmaar at høre Trælle sukke,

sætter ej paa ranet Eje Værd;

men paa den nyfødte Friheds Vugge

lægger han som Fadderskænk sit Sværd.

Og hvad Kongen ofred, Ingen misted,

men han selv og begge Riger vandt:

gammelt Nags og Mistros Skorpe bristed,

i sin Fjende hvert sin Fælle fandt.

Vid laa dem imellem Ørken-Hejen,

Sjeldent Syn og Sind derover gik,

indtil Skjellet sank for Skinne-Vejen,

og som Skjel der faldt fra Alles Blik.

Lige Ret og hvert sin egen Gryde,

fælles Fjende, samme Mand tilrors;

ens om Forbundsbalkens Krav at lyde,

frit i Rørelserne indenbords, —

det er Arven, Kongen sine Lande

og sin Æt til Værge efterlod,

og det Baand — skal nok Europa sande —

holder bedre fast end Jern og Blod.

Hil da Værket, som end større Styrke

vundet har i mer end sexti Aar!

Det er ufuldendt — og Fremtids Mørke

skjuler, om sit tredje Led det naa’r.

Men vi prise højt den gamle Mester,

som har rejst de tvende Fløjes Tag,

Og vi sætte fremst blandt Nordens Fester

de forente Rigers Bryllupsdag!