Carl Ploug (1813–94)

Arbejdet er Velsignelse og Ære,

ej Trællens usle Lod, men Frimands Kald,

som skal det hele Samfunds Lykke bære,

og værne det mod Sygdom og Forfald.

Det skal de slappe Led og Muskler spænde

og stivne Viljen, bævrende og blød;

det skal de lette Sind til Alvor vænne

og Velsmag sætte os paa dagligt Brød.

Men skal det vorde det, hvorfor det øves,

og skal det modne Den, det øves af,

saa han staar fast og frejdig, naar han prøves,

og synker ej som Vrag i Livets Hav —

maa Sandheds Sollys for hans Blik oprinde,

Indbildnings falske Syner splittes ad,

og, naar hans Haand er træt, hans Aand maa finde

i Kundskabs klare Strøm sit Sundheds-Bad.

Og er det lykket Faa kun, Ax at sanke

paa Vidskabs rige Mark i unge Aar,

og lænker Dagens Gjerning Hu og Tanke

nu, indtil Aftenhvilens Klokke slaar. —

Saa kan dog Brodersind Erstatning bringe,

og samle os til sildig Kundskabs-Høst,

og løse os vor bundne Tankes Vinge,

og sprede Liv og Glæde, Mod og Trøst.

Her har vi rejst et Hjem og tændt en Arne

som lyse, varme, kvæge skal i Kveld,

som venlig vinke skal ad de Vildfarne,

og blusse højt til Hæder for os selv.

Gid Luen gjennem fjerne Tider skinne,

af Splid ej slukt, af Sløvhed aldrig dækt!

Gid Fædrelandet her maa altid finde

et Kuld af Sønner, trofast, sundt og kjækt!