Prolog ved den nye Theaterbygnings Indvielse
15. Oktober 1874.
15. Oktober 1874.
1.
Vi hilse Huset, Land og Folk har bygt,
at det skal Kunstens Bolig være,
at den skal øves frit og plejes trygt
til sin og Fædrelandets Ære!
Gid Festens Blus maa tændes her i Kveld
til Hvile efter Dagens Møje,
Og evig Skjønheds Straalevæld
opklare Mængdens sløve Øje!
Vi hilse Eder, som „ej blot til Lyst”
vil flokke Jer bag disse Vægge,
som bringe med en Sangbund i jert Bryst
for hele Kunstens Tonerække!
Det gamle Hus, de kjære Minders Hjem,
er sunket under Tidens Bølge;
men frede vi om Arven efter dem,
vil Eders Hu det nye følge.
2.
I Hellas’ Vaar
alt Scenens Kunst sin Blomst udslaar,
en Rose rød,
saa frisk endnu, som den blev fød.
I Sejrens Stund
den voxed frem af Friheds Grund,
et Offer bragt
de naaderige Guders Magt.
Højt var dens Kald:
at male Storhed i sit Fald
og Viljers Strid
og Brødens Straf og Angrens Bid.
Højt var dens Med:
at styrte Løgn og Lavhed ned,
i lovfast Bo
at værge Fædres Sæd og Tro.
Og Sprogets Glands
i yndefulde Rhytmers Dands
og Lyn af Vid
omstraale den til evig Tid.
3.
Men Scenens Maal er end idag,
som for Aartusinder, det samme;
den kæmper under Sandheds Flag
med lette Vaaben, men som ramme.
Naar den i Lamperaders Skin
sin egen lille Trylleverden digter,
paa Menneskenes Sjæl og Sind
dens Gjerning og dens Tale sigter.
Og I har bygt en Læresal
for alle Unge, alle Gamle,
hvor af det tabte Ideal
de atter spredte Glimt kan samle;
hvor Døgnets Synskreds vides ud
til Følelsernes Dyb og Tankens Tinder;
hvor Livets Taage, Rusk og Slud
i Poesiens Vaarsol svinder.
4.
De første Ord, som her skal lyde
fra mig, som mine Fællers Tolk,
er Tak — til Konge og til Folk;
til Hver, som offred Omsorg eller Guld,
ja blot en Vilje god, en Tanke huld,
for her vor Kunst et værdigt Hjem at byde;
til Hver, som med Forventning glad
saa’ mangehaande Kræfter hjælpes ad
og denne Kæmpeblomst af Jorden skyde
og folde ud sin Sommerpragt;
til Hver, der har til Kalk og Stene
et Bindestof af varme Ønsker lagt,
at her opblomstre maa den danske Scene,
og vore Fædres Højde naa’,
og deres Ros i Tiderne bevare,
saa disse Mure ej til Spot skal staa,
men Husets Indhold til dets Ydre svare.
Jeg takker Jer, fordi I har erkjendt,
at Scenens Kunst er andre Kunsters Lige,
og ikke mindre har end de fortjent
at vorde holdt i Hævd af Folk og Rige.
Vel sandt, den skaber ej sit Æmne selv;
for det den staar til Digteren i Gjæld,
mens han paa os en anden Vexel trækker.
Han tegner en Karton, et Omrids kun
af Billedet, som Fantasien vækker
til Liv i Drømmens lykkelige Stund.
Men Skuespilleren forstaar at blande
de Farver, der behøves, for at danne
af Tegningen et udført Maleri,
af Digtningen en gjenfødt Poesi.
Han i de nøgne, blege Former lægger
sit Kjød og Blod, sin Sjæl, sit Hjertes Ild,
og, eftersom hans Kunst og Digtet vil,
med Skygge hist han Karakteren dækker,
og stiller her den frem i Lysets Spil.
Da træde Skikkelserne ud af Rammen
med Livets hele virkelige Magt;
da er en Virkning, stor og sand, frembragt,
den, Digteren og han maa dele sammen,
men som er Alles Gavn og Alles Gammen.
Der var en Tid — nu ligger den ej nær —
da denne Kunst var agtet føje,
og sagtens heller ej var meget værd;
da Danmarks Publikum ej skjelned nøje
fra Taskenspil og Linedands
og andet Gøgl for Mængdens grove Sands
den Gjerning, Scenens høje Muser øve;
da ingen Digter vovede sig til
det tunge, hjælpeløse Sprog at prøve
i egne danske Skuespil.
Saa træder Holberg frem. Hvad var vi blevet,
hvis denne stille, lærde Mand,
der nu som solblank Fjeldtop rager
op over Tidens flade, sorte Ager,
ej havde Natteskyggen sønderrevet?
Hvis han ej havde skænket Folk og Land
sit Lunes kostelige Ædelstene?
Ej havde frigjort vort stavnsbundne Sprog
og ført i aldrig standset Sejerstog
fra Grønnegades dunkle Krog
til Pladsen tæt herved vor Scene?
Vi har ej Titus’, ej Severus’ Bue,
hvor Slægter efter Slægter kunne skue
i Marmor hugget, halvt dog ødelagt,
hvad grumme Sejerherrer har fuldbragt:
det rige Bytte, de opbrændte Stæder
og hele Folkeslag i Slavekjæder;
men vi har Holbergs „danske Skueplads”,
et Monument, der lyver ej og praler,
ej heller kan mishandles af Vandaler,
men evig højt til Efterslægten taler
om Fremmed-Herredømmets Nederlag,
om Sejren over egen Vansmag vunden,
om Morgenrøden til en bedre Dag.
Den er det — den, der har lagt Grunden
til dette nye, festlige Palads.
Dog efter Morgenstrimen lyste ikke,
som i Naturen, strax den klare Dag.
Endnu maa Kunsten Brødet tigge
af Publikums umodne Smag.
Mens Holberg atter bli’er i Skygge stillet,
opblomstrer, snørt og pudret, Hyrdespillet;
og frem med Pomp Tragedien triner
i stive Skjørter og Alexandriner.
Kun Ewalds „Balder” er et Glimt i Sky,
der peger mod en Fremtid ny.
Den er med Wessels strømpeløse Kjærlighed
omtrent et halvt Aarhundreds hele Herlighed.
Men endelig staar Solen op.
Da hin Skærtorsdag Kongedybets Torden
har rystet baade Sjælene og Jorden,
saa kommer Han „med Brudgomsskridt og Bue”,
der med et Spring staar midt paa Bjergets Top:
den Herkules i Ungdomslue,
der fælder Hadets Grib med sikker Haand
og løser Lænken op, som strammer
den fængslede Prometheus, Nordens Aand;
saa kommer Han med Aukthors Hammer,
med Brages Harpe og med Yduns Bæger,
Danmarks og Nordens Øehlenschlæger.
I hans Spor skrider Kunsten frem;
thi aldrig før har slig en Sangfuglskare
i Danmarks Skove havt sit Hjem.
Og aldrig kunde Scenen før fremtrylle
ved Digtersnillets Hjælp en saadan Hær
af Skikkelser i broget Farveskær
med Sandheds Præg og Virkeligheds Fylde.
Og aldrig blev der skjønnet paa dens Værd,
og aldrig Sammenhængen følt og fundet
imellem den og Folkets Liv og Færd,
som i det sidste Slægtled, der er svundet.
Sent skulle glemmes Navnene paa Dem,
der bar vor Gjerning op paa stærke Skuldre;
der tidt lod Eders Taarer strømme frem,
tidt Eders Latter gjennem Huset buldre;
der lokked Eder hid, lig Fjeldets Huldre,
og bragte Livets Tryk og Sorg i Glem,
ej for at fange Jer i Dødens Mørke,
men for at ruste Jer med ny og bedre Styrke.
Kan Scenens Kunst da det? — Ja tvivl kun ej
derom, at, ledet ad den rette Vej,
er den ej Øjenslyst kun, men Belæring,
en kjernesund og kraftig Næring
for hele Folkets Følelse og Aand,
et af de sammenspundne, sejge Baand,
som holde raa og daarlig Lyst i Tømme;
en af Kulturens rige, milde Strømme,
der klæder Bredderne med Græs og Løv,
og hemmelig befrugter fjerne Agre,
hvor, hvis den standsed’, Sand og Støv
snart vilde kvæle Straaene de magre.
Og Du kan ej undvære den, mit Folk,
fordi den er den tydeligste Tolk
for alle ædle Følelser og Tanker,
For Længsels Suk og Kjærlighedens Haab,
for Lidenskabens Storm mod alle Skranker,
for Skuffelsens og Smertens Raab,
for Mindet om de Storheder, der tabe
sig i de fjerne Tiders Perspektiv,
for Latter over Dværgene, der skabe
som Kæmper sig i Døgnets tomme Liv,
for Menneskets Natur i Eet og Alt
i fuld og sand og inderlig Betydning,
men altid set og følt og malt,
i Lys af Idealets Straalebrydning.
Du kan, mit Folk, ej savne Scenens Magt,
ifald Du kjende vil Dig selv til Bunden;
ej, hvis Du gjenopbygge vil fra Grunden
dit gamle Hus, til Hælvten ødelagt.
Den tæller med i Summen af de Kræfter,
som Gud til Raadighed Dig gav,
som Du endnu skal høste Ære af,
hvis kjærligt Du vil pleje dem herefter.
Lemlæstet er Du af Ulykkens Slag,
og mørke Sky’r sig om din Synskreds lejre;
men klar og lang dog vorde kan din Dag,
og over Skæbnens Ugunst kan du sejre.
I Afmagts Dyb Du vinde kan en Magt,
som ingen Røverhaand fra Dig kan rane;
thi Kunstens Sti og Videnskabens Bane
er begge aabne for din Evne lagt.
Ad Begge frem med raske Skridt Du skred
saa langt, som Verdens største Folk er vundet.
Se, Tyges Hæder funkler over Sundet;
den er en Stjerne, som gaar aldrig ned.
Højsang af tause Marmorguder synges
om Billedhuggeren fra Kjøbenhavn;
og Touget, der om Jordens Midje slynges,
paa fjerne Kyster hvisker Ørsteds Navn.
Vogt derfor paa dit aandelige Eje,
din Friheds og din Fremtids bedste Værn,
fordi det i din lette Vægtskaal veje
vil meget mer end Blod og Jern.
Laan ej dit Øre Dem, hvis Idealer
kan rummes i en Pung og paa et Fad;
ej Dem, der med et hyklet Had
til ædel Glæde Hobens Gunst betaler;
ej Dem, der hæftede saa fast
paa Jorden og dens Idræt deres Øje,
at Maalestokken for dem brast,
og de tog Muldvarpskud for Kæmpehøje!
Men lyt til Aandens Stormænd! Se paa Dem,
hvis Billeder herudenfor skal stande!
Lad disse To Dig vise Vejen frem!
Og gaa den saa med klar og løftet Pande!
5.
Hold over dette lille Land,
o Gud, din Haand!
Tænd Kjærlighed til det i Brand,
lad den opflamme Mø og Mand,
og slynge om hver Kreds og Stand
et helligt Baand!
Lad Ret og Sandhed fast slaa Bom
for Alt, hvad der af Løgnen kom!
Byg dem et evigt Herredom
i Folkets Aand!
Velsign hver Stræben ren og god
i Stort og Smaat!
Lad Kunst og Kundskab dybt slaa Rod,
og adle os vort Sind og Blod,
og styrke os vor Kraft og Mod
og varsle godt!
Beskærm vor Konge og hans Æt!
Lad ham se Danmark naa sin Ret
og hele Folket skares tæt
omkring sin Drot!