I Flensborgs Kirkegaard der staaer en Grav,
Een mellem mange i den lange Gade:
Her læses mangt et Navn paa Marmorplade,
Som Sorg og bitter Klage stiger af,
Og Allesammen, freidige og glade,
For Danmarks Frelse Liv og Haab de gav;
Men Een iblandt de faldne Kæmper blunder,
I hvem en Stjerne, stærk og klar, gik under.
Fem Aar kun svandt — og dog det er jo alt,
Som om et halvt Aarhundrede var omme:
Fornegtet er, hvad da for Sandhed gjaldt,
Forsmaaet, hvad da blev kjøbt i dyre Domme;
Hvor gamle Skranker faldt, staae nye Bomme,
Hvor da var vidt og bredt, er trangt og smalt,
Hvor da vi skued klart, vi blinde famle;
I fem Aar er vi blevne meget gamle.
Men Blodet, som paa Danmarks Sletter strømte,
Og Gravene, som voxed af dets Jord,
Og Offrene, som Folkets Kræfter tømte,
Og Savnets dybe, smertelige Spor
Er virkelige nok, og ikke drømte;
Og Daadens Drapa, Mindets høie Chor
Kan ei fortrænges og kan ei beskæmmes,
Kan ei forstumme og kan aldrig glemmes.
Men han har høstet Daadens Førstegrøde,
Og Mindets Foraarssæd har han nedlagt.
Da Hanen goel og Farens Klokker løde,
Og Danmark bæved, af sin Dvale vakt,
Da var det ham, der voved først at møde
Med unge Kræfter Fjendens Overmagt;
Hans kjække Haab opklared Tvivlens Mørke,
Hans Tro gav Folket Tro paa egen Styrke.
Ham var det, som med Sværdet, halvt udtrukket,
Ved Bau bortvifted Oprørshobens Mod;
Ham, der hin Paaskedag tilende stod
Og holdt mod trefold Fjende Ledet lukket;
Ham, der uventet op af Havet dukked
Og krævede for Jyllands Trængsel Bod;
Ham, der ved Dybbel Seiersbaunen tændte,
Da Wrangel Panden imod Bjerget rendte.
O, see ham der! Han staaer i Kugleregnen
Paa Kæmpehøien, lænet til sit Sværd;
Den gyldne Aftensol beskinner Egnen
Og kaster paa hans ædle Træk sit Skær;
Trindtom er Gny og Raab og Suk og Segnen,
Forvirret trænges sammen Hær mod Hær;
Men roligt sig hans Blik paa Slaget fæste,
Hans Tanke styrer Seirsgudindens Heste.
Det er hans sidste Dag. Hans Sol gaaer ned
Med den, hvis Nedgang Nederlaget dølger;
Thi op og ned sig Folkets Mening bølger,
Der kommer andre Mænd og andre Med,
Og hjemlig Avind seirende forfølger
Snart ham, for hvem i Græsset Fjenden bed,
Og han, som havde viist, han kunde byde,
Faaer Lov til som en Gunst at turde lyde.
Han lyder, men hans Ære bliver hævnet
Den Dag, da Kolding seer de Danskes Flugt,
Og Fredericias Laurbær uden Frugt
Hans Seierskrands har uforkrænket levnet:
Da kommer, skæbnesvangert, Idstedstævnet,
Og nu tør den Forsmaaede vorde brugt.
Den danske Hær er hid i Natten draget,
Hans Lod det er, før Dag at aabne Slaget.
Det er hans sidste Nat. Fremad han jager
I Dæmrelyset som en Tordensky;
Men Fjenden tyer til Grydeskovens Ly
Og trygt hans raske Flok paa Kornet tager;
Da standser den og vakler og forsager,
Da vil han føre den til Storm paany;
Men mod hans Bryst et sikkert Skud der knalder,
Og „hils min Moder!“ hvisker han og falder.
Hans Moder — det er Danmark. Hun har sukket,
Dengang hans Afskedssuk til hende lød;
Thi bedre Blod har hendes Jord ei drukket
End det, som fra hans varme Hjerte flød;
Med ham et lyst og herligt Haab er slukket
Om det, som fødes vil af Nornens Skjød.
Derfor hans Grav skal hende hellig være!
En Fremtid hviler der af Seir og Ære.