Hil Dig, Dag med Kampens Minde
Og med Seirens Krands!
Mens Aarhundreder henrinde
Blegner ei Din Glands.
Saaret bløder — det vil lukkes,
Savnet brænder — det vil slukkes;
Men hvad Stort der er udrettet,
Vorder ei forgjettet.
Du har viist, at Danmarks Vænge
Har et sikkert Værn,
Mens det føder raske Drenge,
Som kan løfte Jern;
Medens Mod og stærke Arme,
Sjæle troe og Hjerter varme
Voxe op i Bøgeskoven,
Trives vel bag Ploven.
Du har viist, at Nordens Løve
Ei er vorden tam,
Ei sin Odel lader røve,
Eller taaler Skam;
At den, vældig i sin Vrede,
Springer over Strøm og Hede,
Og tilblods sin Fjende klapper
Med de tunge Labber.
Du har viist, vi trættes ikke,
Er end Veien lang;
Du har viist, vi freidig skikke
Os i Nød og Trang;
Thi vi vented lange Tider,
Og vi fristed mange Qvider,
Fra hin Paaskesæd vi saaede,
Til vi Høsten naaede.
Hil Dig, Dag med Kampens Morgen
Og med Seirens Gry!
Endt er Striden, endt er Sorgen,
Glæden evig ny.
Naar forlængst vi er i Dvale,
Slægter synge skal og tale
Om den Sommerdag, vi strede
Hist paa Isted Hede!