Indgang.
Følg med! Der nærme Toner sig, I fatte,
Thi deres Søstre har I fostret selv;
De er en Skjerv af det Forgangnes Skatte,
En Draabe af Erindrings rige Væld.
Ifald de synke døde ned og matte,
Saa husk: Sangbunden var — Jer egen Sjæl.
Følg med tilbage et Par Aar i Tiden,
Fra Fredens træge Ro igjen til Striden!
Til Ende Vaaren gik; huldt har den smykket
Med Løv og Blomsterpragt de danske Øer;
Men Folkets Aandedræt er tungt og trykket,
Dets Øie skygges af et Taageslør;
Forgjæves har det med sin Drot opbygget
Et Frihedstempel, Verden saae ei før:
Det sukker dybt, det vaander sig i Smerte,
Thi Fjendens Haand er lagt paa Danmarks Hjerte.
Og Haabets Plante sygnet er, som groede
Saa frisk og frodig midt i Vintrens Skjød;
Fortæret er ei Kraften til det Gode,
Den venter trodsig Enden paa vor Nød;
Men slukt er Stjernerne, hvorpaa vi troede,
Og intet Frelsens Juleglimt er fød;
Eet Tegn der staaer ikkun i Himmelranden,
En straffende Comet — Skjærtorsdagsbranden.
Og Somren kommen er; kold suser Blæsten
Og bær til vore Kyster — Havets Skum;
Hjælp kommer ei fra Østen, ei fra Vesten,
Vi staae alene i det store Rum.
I Landet ligger Fjenden; og forresten
Vi lide, men vor Lidelse er stum.
Vi see paa Fjenden, Fjenden os betragter,
Og om vor Skjæbne raadslaae store Magter.
Det er den femte Juli. — Solen dølger
Bag Jyllands Ryg sin første Sommerglød,
En venlig Aftens friske Kjøling følger,
Og Varmen damper frem af Jordens Skjød;
Op over Kattegattets mørke Bølger
Sig Maanen hæver, fuld og blodigrød;
Som Hævnens Fakkel flammer den. — Nu Ordet
Sin Gjerning røgtet har, nu taler Choret.
Aften.
1.
Tydskernes Drikkelag.
Du guldglødende Vin,
Som den gavmilde Rhin:
Trylled frem af Klippens golde Stene!
Den forborgene Kraft
I Din lædskende Saft
Føle Tydsklands Sønner alene:
Du skal fylde vort Bryst med vidttonende Qvad,
Du skal løfte vor Tanke til Ætherens Bad,
Du skal styrke vor Arm, naar vi mætte vort Had
Imorgen!
Du Vidundernes Hjem,
Hvor Athene sprang frem,
Klædt i Pandser, af Kronions Hjerne,
Og hvor Enheden, fød
Af Adsplittelsens Skjød,
Danner Livets mægtige Kjerne!
Dig indvie vi Druernes funklende Skaal;
Du var Ynglingens Drøm, Du er Mændenes Maal;
For Din Ære vi svinge det knusende Staal
Imorgen!
Du Pygmæernes Slægt,
Som formasted Dig frækt
Til at sætte Keiserørnen Grændse!
Dine lokkede Møer
Paa de græsgrønne Øer
Skulle vore Bægre credense;
Thi vort Taalmod er endt, som Du stolede paa.
Nu Din blegnede Stjerne i Næ monne staae;
Den skal skjule sit Aasyn bag Bølgerne blaae
Imorgen!
2.
Den jydske Bondes Aftensang.
Naar Tydsken sin tørstige Ganger rider
Tilvands i Viborg Sø,
Saa siger Sagnet fra gamle Tider,
At Danmarks Rige maa døe;
Men Hjælpen er næst, naar Nøden er svarest.
Nu sidde de Tydske i mange Dage
Som Herrer i Jydens Hjem;
Hr. Rye er vegen saa langt tilbage
Og tør ei maales med dem.
Men Hjælpen er næst, naar Nøden er svarest.
De øde vor Hest, og vor Ko de slagte,
De leire sig i vor Rug,
Og Bonden, som knap for Træl de agte,
Maa brede dem Disk og Dug.
Men Hjælpen er næst, naar Nøden er svarest.
Der gaaer og et Sagn paa den jydske Hede:
Engang kom Tydsken før,
Da drog Niels Jepsøn sit Sværd af Skede
Og gjente ham flux paa Dør;
Thi Hjælpen er næst, naar Nøden er svarest,
Er Ebbesøns Daad end et muldent Minde,
Og knap hans Lige fød,
Saa vist skal Jyden dog Frelse finde;
Vor Herre er end ei død.
Hans Hjælp kommer nok, naar Nøden er svarest.
3.
Paa Forpost.
Hvad er vel Klokken? Er vi Midnat nær?
— En Stund vi har endnu forinden
At staae taalmodigt stille her
Og see i Dæmringen ud efter Fjenden.
— Nu vel, saa lad os korte Tiden af.
Maaskee der venter os før Dag en Grav;
Den vil vi os ei dorsk og kjedsomt nærme,
Men end engang
I vore Drømmes lyse Verden sværme.
Kom, Brødre, stemmer op en Sang!
Nattens dæmrende Taager
Har sig paa Engen lagt,
Der kun Soldaten vaager
Paa sin farlige Vagt;
Medens hans Blikke vanke
Gjennem det øde Rum,
Sysler hans stille Tanke
Udi sin Helligdom.
Thi han bærer derinde,
Gjemt i en trofast Sjæl,
Billedet af en Qvinde,
Deilig som Freja selv;
Og naar han dristig træder
I Slagets Dødningdands,
Billedet sig iklæder
Valkyriens høie Glands.
Køle Luftning fra Søen,
Bringer Du med et Bud?
Mødte Du hist paa Øen
Nylig min unge Brud?
Svaled Du Kindens Rødme,
Løste Du Lokkens Fald,
Nipped Du Læbens Sødme?
Ak, deel da med mig halv!
Løste hun af sit Fængsel,
Mens Du i Løvet skjalv,
Hjertets bævende Længsel,
Sukkets, vingede Alf;
Hvisked hun: „Jeg vil græde,
Kommer igjen ei han“:
O, da gaaer jeg med Glæde
I Døden for mit Land!
Nat.
1.
Udsigt fra Strib.
Hvor denne Nat er skjøn!
Mildt vifter Sommervinden med sin Vinge,
Som steg den ikkun for at bringe
Til Himlen Bølgens Suk og Blomstens Bøn.
See Maanen majestætisk skride
Igjennem Høieloftets dybe Blaa,
Og Tusinder af gyldne Stjerner
Som blye, beskedne Terner
Om deres høie Dronning staae,
Mens hendes Kjortels Sølvmorsstrømme glide
Ned over Jordens dunkle Side
Og hylle Land og Hav i magisk Glands!
Men ei Naturens Glæde, Fred og Hvile
Formaaer at fængsle Sind og Sands,
Mens disse korte Timer ile.
Her er ei Fred, men Stridens høie Larm.
Her er ei Ro; men vilde Kræfters Harm.
Her er ei Glæde; nær er Slagets Gru,
Dødsenglen svæver over dette Nu.
Histovre bag de sagte kruste Bølger
Et Net af hvide Røgskyer dølger
Fredericias halvt forfaldne Vold,
Det danske Fastlandsriges sidste Skjold.
Men Lyn paa Lyn igjennem Dampen fare.
Nu tordner Fæstningen fra hver en Kant,
Nu Strib, dens ufortrødne Secundant,
Og Fjendens Batterier hidsigt svare.
De spye en Vredesild mod fyenske Kyst;
Glorøde Bomber over Beltet krydses,
Snart mødes midtveis de og kysses,
Snart bore de sig dybt i Klintens Bryst.
Det er et evigt Bulder, uden Pause
Og Frist en eneste Minut.
Kanonens dumpe Stemme raaber uafbrudt,
Og imod den er alle Røster tause.
Og dog er dette Raseri med Jern og Svovl og Ild
Ei Kampen selv, men kun Prolog dertil,
Ikkun et lystigt, blodløst Mummespil
Mod det, som forestaaer, mens Natten lider.
Thi see, midt under Ilden glider
En Rad af Baade mellem Kyst og Kyst.
De har bragt Hæren over rask og tyst.
Nu staaer den færdig i Fredericias Gader
Og venter ikkun utaalmodig paa
Signalet til at gaae
Mod Fjendens stærke Værn og Palisader.
Nys stødte fra en Baad; det var den sidste.
Den førte dem, som føre an.
Naar den er lagt til Land,
Det gjælder, og skal bære eller briste.
Men hvilket der vil skee, det veed kun Han,
Som styrer Fredens Dont og Kampens Stevne.
Han veed, om nu vi herligt hævne
Skal Eckernførdes Jammer, Koldings Brand,
Og see omsider kronte Seirens Drømme.
Han veed, om vi en Sorgens Kalk skal tømme
Og see unyttigt spildt af planløst Mod
Igjen vort unge Liv og dyre Blod.
Men hvad Han veed, vil Morgenrødens Strimer
Forkynde for hvert Sind, der febersygt
Omtumles mellem Tvivl og Haab og Frygt
I disse skjæbnesvangre Timer.
Ha! Fæstningen forstummer. Hvad er det?
Er vort Artilleri alt træt?
Skal Fjenden have Lov at fyre ene?
O, nei! Nu seer jeg hist paa Havets Stok
Bevæger fremad sig den mørke Flok,
Saa veed jeg nok.
Nu ruller Teppet op for Nattens Scene!
2.
Soldaterne i Fæstningen. Matroserne paa Beltet.
Soldaterne:
Vi vil ud, vi vil ud!
Vi vil ud at slaaes!
Ei maae Fjendens Skud
Søge ind til os.
Vi vil hilse paa vor tydske Hr. Fætter;
Han bedst os forstaaer, naar bag Bajonetter
Freidig vi byde Kugler Trods.
Matroserne:
Hal nu i Tridserne!
Op med Coulisserne!
Vi skal jo spille Comedie;
Vi er halvanden Mand,
Men for en tydsk Forstand
See vi vel ud som halvtredie.
Soldaterne:
Lad os gaae, lad os gaae
Ud i aaben Felt!
Vi kom for at slaae
Over lille Belt.
Hvad vente vi paa, naar Midnat er slagen?
Vi fægte jo kan, saagodt som om Dagen,
Under vor Herres Stjernetelt.
Matroserne:
Brusende, feiende,
Gyngende, svaiende,
Fare vi hen over Vandet.
Raab alle Mand: Haloi!
Vi tør vel gjøre Stoi,
Siden vi skal ikke Andet.
Soldaterne:
Nu afsted, nu afsted
Fra den brændte By!
Gaa med raske Fjed,
Uden mindste Kny!
Ei mærkes vi vil, før vi er ved Skandsen,
Ei liste de skal, som før, væk fra Dandsen,
Ballet skal staae til Morgengry.
Matroserne:
Skynd Jer i Hoserne!
Her er Matroserne,
Som Jer for Sidst ville takke.
Kom blot i fuld Gevær
Stranden en Smule nær,
„Bedstemo’er“ med Jer vil snakke.
Soldaterne:
Lige frem, lige frem
Gjennem Vind og Veir!
Marchen gaaer kun hjem
Over Fjendens Leir.
Den Gamle har sagt, at Ingen maa vige;
Og Feltraabet er: Vort Land og vor Pige!
Lystigt da frem til Kamp og Seir!
Matroserne:
See kun, om Krysterne
Er her ved Kysterne!
Fanden dem alle har taget.
Saa maae vi gaae i Land;
Vore halvanden Mand
Skulde dog lidt med i Slaget.
3.
Den Ventende paa Volden.
Nu er de Alle ude. Skytsets Torden
Er af en ængstlig Stilhed fulgt.
Veed Fjenden Alt? Staaer han i Orden
Og venter dem bag sine Skandser dulgt?
Et Øieblik — og Svaret følger.
O, see! Lig trende sorte Bølger
Fremvelte vore Stormcolonner
Med ilsom Hast, men tyst som Aander.
De Forpostkjæden naae; i Flugt den viger.
Stilheden er forbi.
Høit Kampens Raab fra hele Sletten stiger.
O, Slagets mørke Poesi!
Du river hen min Sjæl. Jeg kan ei tøve.
Ud maa jeg, ud, min unge Kraft at prøve!
4.
Kulsviernes Sang.
Fæld Geværet og løb!
Frem i Taagen!
Falder Nogen,
Stands dog ikke!
Lad ham ligge!
Seir ei faaes for bedre Kjøb.
Ha! Ilden sig forstærker;
Vi staae for deres Værker,
See Glimtet derfra!
De troe, de kan holde
Paa Værn og paa Volde;
Men vi maae dem ha’e.
Over Graven i et Sæt!
Over Volden flink og let!
Hurra!
Vi vil slaaes med Jer nu, var det Een imod To;
Vi har Kulsviernæver og Kulsviertro.
Hurra!
Ind paa Livet af dem!
Giv dem Braadden
Eller Klodden,
Brug Geværet
Eller Sværdet,
Men slaa til, saa det har Klem!
Nei, Ingen bliver skaanet:
De Hunde har jo haanet
Vort Flag og vort Sprog.
Lad Qvinderne sukke,
Og Ravnene hugge
De Mensvornes Skrog!
Denne Rede har vi tømt;
Hvad ei styrted, det er rømt.
Hurra!
Frem i Spidsen for Hæren! Der bruges vi jo,
Vi med Kulsviernæver og Kulsviertro.
Hurra!
5.
Piger paa Fyens Kyst.
Jeg kan ei slumre
For Angst og Vaande,
Jeg kan ei aande
I Stuer lumre,
Mens Huset ryster
Af stærke Drøn.
Følg mig, min Søster,
Herfra i Løn!
Kom, lad os vanke
Til Kirkens Banke!
Der vore Blikke
Af Frejas Stjerne
Lidt Trøst skal drikke,
Og speide i det dunkle Fjerne,
Hvor vore Kjære
Er skjulte blandt de vrede Hære.
O, hvilken Qval at lide,
Sin Elskede at vide
I Slagets vilde Larm!
Hvor Kugleregnen falder
Og skaaner ingen Alder
Og ingen trofast Barm.
Maaskee han alt er saaret,
Og blev af Striden baaret,
Bevidstløs, bleg og mat;
Og jeg kan ham ei pleie,
Ei sidde ved hans Leie
Og vaage i hans Nat.
Maaskee — o, nei, jeg slipper
Ei Haabet, før det glipper —
Han maa, han kan ei døe!
Tilbage vist han kommer
Til Livets Vaar og Sommer
Og til sin bange Mø.
Ei Klager dæmpe Tvivlens Hvisken, Frygtens Raab.
Nei, lad i Bøn os søge Trøst og Haab.
Hør os, o Gud! O, hør os, som bede!
Tag ei Din Haand fra Danmark i Vrede!
Du har det prøvet med tunge Slag.
Fader, Du seer, at taalmodigt det lider;
Fader, Du veed, at mod Uret det strider;
O, giv da Seir vor retfærdige Sag!
6.
De Danske seire. Fjenden flyer.
De Danske:
Hurra! Nu har vi Alt!
Den sidste Skandse faldt.
De flux Geværet strakte,
Saasnart de saae det gjaldt.
Og har de intet Værn
Nu længer nær og fjern,
Vi sagtens kan dem magte
Med det kolde, blanke Jern.
Fra Gjærder og til Gjærder
Vi storme under Sang;
Men dem i Øret skjærer
Forvist den danske Klang;
Thi knap vi stemme i
Vor gamle Melodi,
Saa gaae de Krebsegang.
Fjenden:
Tilbage! Tilbage! Hvem Satan kan staae
Mod disse forvovne Krabater?
Som hungrige, glubende Dyr gaae de paa,
Og ei som honette Soldater.
O, Fader Bonin,
Vor Trøst fra Berlin!
Hjælp nu Dine brave Kammerater!
De Danske:
Hurra! Driv dem foran
Ned efter Lillestrand!
Der skal de Valget have
Imellem Ild og Vand.
Frem, rask og uforsagt!
Det er en prægtig Jagt.
Den tydske Mikkels Grave
Har vi alle i vor Magt.
Nu gjennem Mark og Lunde
Han listeligt sig snoer,
Men gode danske Hunde
Er ude paa hans Spor,
Og agte paa hans Sving,
Og følge ham i Spring,
Og glamme høit i Chor.
Fjenden:
Saa kom dog! Saa kom dog! Hvorfor skal vi døe?
De Danske ei give os Naade,
Og bagved os aabnes den gabende Sø,
Der gaae de Uhyrer af Baade.
O, Fader Bonin,
Vor Trøst fra Berlin!
Hvi vilde Din Konge os forraade?
De Danske:
See Solen, hvor den smukt
Staaer op af Havets Bugt,
For paa vor Seir at skinne
Og vore Fjenders Flugt!
Ja, denne Nat var god.
Lad den ha’e kostet Blod,
Saa skal den altid minde
Om de danske Drenges Mod.
Man har saa ofte prist os
Og sagt os meget Pent,
Og Høflighed bevist os,
Med Kjærlighed forent,
Og Ære os forlehnt,
Og godt det Alt var ment;
Men nu er det fortjent.
Morgen.
1.
Vandring over Valpladsen.
Det er forbi. Hist i det Fjerne
Endnu der tirailleres svagt;
Men Fjenden flyer med Nattens klamme Stjerne
For Dagens lyse, sommervarme Pragt.
Nu har vi altsaa engang seiret,
Vi, som saalænge døied Spot og Haan,
Og Seiren er ei blot et stakket Laan.
Som Avner hen er Fjendehæren veiret:
Hver Skandse, hvor den stolt os Spidsen bod,
Hvert Stykke Skyts, der spredte Brand og Død,
Dens sammenslæbte Forraad og dens Trods
Tilhører os,
Og tomt staaer hvert et Sted, hvor den var leiret.
Men Seiren kostet har — ak, vistnok meget!
Godvillig er ei Fjenden for os veget;
Han bedre kæmped, end hans Sag var værd,
Og lige delt var Slagets Kaar ei her:
De stod og vented, til vi kom dem nær,
Bag høie Volde, Palisader tætte;
Vi stred og seired paa den aabne Slette.
Men nu er først ved Julisolens Straale
At skjelne mellem Hvad, Hvordan og Hvor,
At læse Kampens Saga i dens Spor,
Og Seirens Pris og Tabets Sum at maale.
Ad denne Skraaning vil jeg stige op,
Og fra dens Top,
Hvor øde Værker staae endnu og true,
Mit Øie vidt skal over Egnen skue.
Ha! her paa denne Kant er Stormen skeet;
Den frodighøie Rugmark er lagt øde,
Og af dens Straa er mangen Ligseng redt
For Kæmper, som ei Straadød døde.
Og indenfor, bag Voldens Rand
Er mere vildt og mørkt det samme Billed
For mit uvante Øie stillet.
Her Fjenden kjækt og længe har holdt Stand,
Og de har tumlet sig paa denne trange Tillie
I mangedobbelt Tvekamp, Mand mod Mand,
Staal imod Staal og Villie imod Villie.
Og nu er Stormens Raab og Kampens Larm
Afløst af Stilhed inde her som ude,
Og Ven og Fjende ligge Arm ved Arm
Og slumre paa den samme Grønsværpude.
Men Liv og Virksomhed er rundt omkring,
Til hvilken Side jeg end Blikket kaster:
En Flok med Sang og Klang til Byen haster,
Midt i en Kløvermark en anden raster,
Og om gaaer Flasken i den trætte Ring.
Hist travle de med Spade og med Hakke,
Og bryde alt de tomme Skandser ned;
Her har de stablet Tømmer op og Ved,
Og høit mod Morgenhimlen Baalet flammer.
Hist slæbe Saarede med deres Jammer
Sig møisomt, vaklende afsted,
Mens om paa Marken Marodeurer flakke
Og søge deres svigtede Geled.
Nu komme de med Fanger. Hvilken Mængde!
Dem har vi hentet os ved Lillestrand,
Hvor de, imellem os og Fjorden trængte,
Har valgt at æde hellere i Land
Det danske Brød, end drikke salten Vand.
Og see, nu komme ogsaa vore Jyder
Af deres Hytter atter frem,
Hvor de har siddet længe indestængte,
Som Fanger udi eget Hjem.
Men, hvad er hist paafærde? Hvad betyder
Hin Sammenstimlen ved det nære Hegn?
Mon der man fandt et sjeldent, kostbart Bytte?
Ak nei, de staae jo tause og forknytte;
De juble ei, de spørge kun og lytte;
Og det er Sorgens, ikke Seirens Tegn,
Som sig i deres spændte Miner male.
Tys — Stemmer løfte sig — de tale.
2.
Soldaterne ved General Ryes Lig.
Ak, hvilket bittert Tab vi led!
Vor General er død paa Marken funden.
Og Ingen saae ham segne ned,
Og Ingen var ham nær i Afskedstunden.
O, husker I end hin Paaskedag!
Paa Dannevirke vi stod,
Og Kugler daled som Snee i Lag,
Og Marken rødmed af Blod.
Da var der en gammel Oberst, som tidt
Foran de Forreste red,
Han sagde: — „Børn, jeg hviler mig lidt.“
Og rolig han lagde sig ned.
Og paa Valen sov han, Olaf Rye.
Og husker I saa i denne Nat,
Før vi af Fæstningen drog,
Og alle Røster forstummed brat,
Mens Midnat Klokkerne slog.
Da raabte han: „Børn, før Klokken igjen
Slaaer Tolv; i Kolding vi staae!“
Vi seiret har, men ikke derhen
Idag, ei imorgen vi naae;
Thi paa Valen sover Olaf Rye.
Ja, seiret vi har, og dyrt dog stridt,
Det kosted vor bedste Mand;
Vel maatte hundred af os ha’e bidt
I Græsset heller end han.
Han følte for os, han vilde os godt,
Ham led vi paa som en Borg;
Derfor Soldatens Øie er vaadt
Og Glæden er blandet med Sorg;
Thi paa Valen sover Olaf Rye.
3.
Sang af jydske Bønderfolk.
Det har tordnet i Nat og regnet og blæst,
Og rusket i Tag,
Og knaget i Fag,
Og med Angst har hver Sjæl sit Fadervor læst;
Thi Tordenen kom fra Kanonens Mund,
Og Regnen var dræbende Bly,
Og væbnede Mænd var den Uveirsky,
Som foer over Mark, gjennem Lund;
Men nu er der Fred og stille.
Igaar Aftes til Høibords Tydskerne sad
I Hytte og Hal,
I Stue og Stald,
Og beholdt hvad de tog, og tog hvad de gad.
Til Resten at brænde af Frederi’s
De alt havde Kuglerne støbt,
Og Stegen var spækket og Vinen var kjøbt
Til Fest for den Seir, der var vis;
Men nu er de Alle borte.
De med Taagen forsvandt for Straalernes Glød,
De spredtes som Fnug,
De fældtes som Rug;
Kun med Vaaben og Lig er Marken bestrø’d.
Nu aande vi op af det Mareridt,
Som længe har knuget vort Bryst,
Og Hjerterne aabnes for Haab og Trøst,
Og Armene aabne sig vidt;
Thi nu komme vore Egne.
4.
Fra det katholske Kapel.
Hvil her i Fred bag Kirkens stille Vægge!
I danske Drenge, trofaste og kjække,
Som uden Suk for Fædrelandet segned!
Om Livets Lyst og Livets Roes I drømte,
Da grum Valkyrien med sit Spyd Jer tegned,
Og Drømmen bort med Hjerteblodet strømte.
Nei! virkeligt hun gjorde Drømmens Billed:
I vandt et evigt Liv i Himlens Glæder,
I vandt et evigt Liv i Jordens Hæder.
Hvil her i Fred! thi Eders Savn er stillet.
5.
Indtoget.
Vi Seir og Bytte bringe hjem.
Hurra, Hurra, Hurra!
Som Oldtids Kæmper brød vi frem
Til vore Fjenders sikkre Gjem
Og tog saa droie Tag med dem,
At de fik nok dera’.
De skal ei brænde Byer fleer,
Thi deres „Gryder“ har vi her;
Og derfor vi svinge med Huer og Flag
Til Ære for vort Fredericiaslag.
Vort Løfte har vi ærligt holdt.
Hurra, Hurra, Hurra!
Har Tydsken Nød og Tort os voldt,
Inat har vi Afregning holdt,
Og Danmark nu kan pege stolt
Paa Fredericia.
I hundred Aar har Ærens Baun
Som nu ei funklet fra dets Navn,
Og med gjennem Tiden til sildigste Dag
Gaaer Mindet om vort Fredericiaslag.
For Kongen og vort Fædreland,
Hurra, Hurra, Hurra!
Lad Fjender flokkes tykt som Sand,
Naar fast vi stande, Mand ved Mand,
Og vil for Alvor, hvad vi kan,
De Landet ei skal ta’e;
Thi Kræfter voxe af dets Bund,
Og Folkets Aand er kjæk og sund.
Ja — kalder igjen vor retfærdige Sag,
Saa slaae vi ét nyt Fredericiaslag!