Her slaaer Bøgen ud sin Skjærm
Over Skovstjernens Smil og Convallernes Duften,
Og en lystig Fuglesværm
Med sin skingrende Sang fylder Luften;
Fra den snebedækte Tjørn
Efter Vandreren Daahjorden nysgjerrig titter,
Og af kjønne Pigebørn
Er der fuldt op bag „Klampenborgs“ Gitter;
Nede paa Sundets blanke Speil
Sagtelig glide de hvide Seil:
Alting aander Liv og Lyst
Paa den vaarmilde, blomstrende Kyst.
Hist, hvor Jyllands Bakkerad
Stiger trodsende op af de boblende Bølger,
Zittrer ængstligt hvert et Blad,
Og i Røgskyer Naturen sig dølger;
Skytsets Torden ruller fort:
Nu en Bombe slaaer ned, og et Hus staaer i Flammer;
Faldnes Dynger slæbes bort,
Gjennem Larmen skær Saaredes Jammer;
Frugten af flittig Bondes Sved
Trampes af fremmed Horde ned;
Der er Nød og Suk og Sorg,
Lige bitter i Hytte og Borg.
Her det var, i denne Lund,
At den tredelte Stamme slog Grenene sammen,
Da i hin Midsommerstund
Først vi mødtes i jublende Gammen;
Da blev uden Svig og Skrømt
Af Nationerne Fostbrødreløftet beseglet,
Da blev Haabets Bæger tømt,
Hvori Mindernes Solglands sig speiled.
Tregang sig dreied Aarets Rund
Alt siden hin Midsommerstund,
Og nu vorder Løftet løst:
Tankens Vaar følger Gjerningens Høst.
Thi som Dug paa Nordens Fjeld
Drypped Blodet, der svam over Dannebods Dige,
Og der sprang af haarden Hel
Frem et Folkenes Liv uden Lige;
Og der lød et enigt Chor:
„Vi vil hjælpe og frelse den blødende Granden!
„Vi vil holde givet Ord!
„Vi vil kæmpe og døe med hinanden!“
Hil Eder, Brødre, som drog forud,
Bringende Trøstens og Seirens Bud!
Hil i Løftets glade Lund!
Hil i Kampens alvorlige Stund!